Bymidten er med i Kommuneplanen

Bymidten er med i Kommuneplanen

ANDERS WOLF ANDRESEN med svar på læserbreve om Hvidovrestrategien:

LÆSERDEBAT: I to indlæg i forrige uges avis blev der spurgt til, hvorfor Hvidovre Bymidte ikke er nævnt i Hvidovrestrategien. De to skribenter er bekymrede for, om vi i Kommunalbestyrelsen har glemt planerne for udvikling af Hvidovre Bymidte – området ved rådhuset, Kometen, hovedbiblioteket, Kulturhus Risbjerggaard og Sundhedscentret.

Jeg kan berolige med, at udviklingsplanerne for bymidten bestemt ikke er glemt. De mange gode input, som kom fra borgere og foreninger i årene frem til 2017, var medvirkende til, at har en helhedsplan for bymidten liggende, som vi kan arbejde ud fra – og det vil vi.

Hvidovre Bymidte indgår i Kommuneplan 2021, hvor det fremgår, at Kommunal­bestyrelsen vil prioritere at arbejde videre med bymidten i 2025-2028. Vi har jo allerede fået vores gode Kulturhus Risbjerggaard, og de næste etaper vil omfatte blandt andet planlægning for ny bebyggelse og ændring af parkerings- og friarealer på Rådhusgrunden.

I Kommuneplanen har vi prioriteret at udvikle andre områder i byen før Hvidovre Bymidte. Det er bl.a. natur- og boligprojektet øst for Byvej, omdannelsen af erhvervsejendommene på Immerkær 42 og Svend Aagesens Allé 10, omdannelsen af erhvervsområdet ved Tårnfalkevej og en helhedsplanlægning af erhvervsområdet syd for Høvedstensvej.

 Som en del af budgetaftalen for 2025 besluttede vi i Kommunalbestyrelsen, at der skal laves en bred, politisk aftale om de kommende 10 års byudvikling i Hvidovre. Lige nu drøfter vi politisk, hvordan sådan en aftale skal se ud, bl.a. hvilke områder vi vil udvikle hvornår. Hvidovre Bymidte er ét af de områder, vi drøfter. I forhold til en arkitekturpolitik, som også blev nævnt i et af indlæggene, så er det en rigtig god idé. Vi har ikke en arkitekturpolitik i Hvidovre Kommune, men vi har i 2019 vedtaget en boligpolitik. Her er der nogle afsnit, som siger noget om vores ønsker til arkitektur – bl.a. har huse med kvalitet og levende byrum.

Venlig hilsen

Anders Wolf Andresen

Borgmester

menu
menu