Center for Plan og Miljø: – Vi undersøger muligheden for mere information om badevandet…
NYHEDER: Redaktionen har modtaget nedenstående svar fra Center for Plan og Miljø i Hvidovre Kommune på sidste uges forside i Hvidovre avis.
– Vi forstår godt, at mange gerne vil have mere synlig og let tilgængelig information om badevandskvaliteten direkte ved stranden - særligt i lyset af sommerens ustadige vejr, som kan påvirke vandkvaliteten, lyder det i svare fra Center for Plan og Miljø.
– Derfor er vi i gang med at undersøge, hvordan vi på Hvidovre Strand bedst kan informere om badevandets kvalitet på en god og synlig måde, så både borgere og besøgende nemt kan se, om det er sikkert at bade. Det kan fx være digitale skilte, flag eller noget helt tredje...
– For det er vigtigt, at borgerne kan føle sig trygge ved at bade. Vi prioriterer sundheden højt, og derfor måler vi faktisk badevandskvaliteten hele året – også om vinteren, så fx vinterbadere kan være trygge ved at hoppe i vandet. Resultatet af målingerne kan du altid finde på hvidovre.dk
– Mens vi undersøger løsninger til at gøre information om badevandet endnu mere synlig, er der allerede en god mulighed, du kan bruge i dag: På badevand.dk eller i appen ”Badevand” kan du nemt tjekke den lokale badevandskvalitet – det er særligt en god ide efter kraftig regn eller skybrud. Her kan du hurtigt se, hvordan vandkvaliteten ser ud, allerede inden du pakker badetøjet og tager afsted mod stranden eller havnen, slutter svaret fra Center for Plan og Miljø.
