Der etablereres regnvandsbede
Gravearbejde på Kærstykkevej
GRAVEARBEJDE: Redaktionen har modtaget henvendelse fra en borger der har undret sig over hvad det er for gravearbejde der længe har været i gang på Kærstykkevej.
Redaktionen derfor har spurgt Center for Plan om dette og modtaget nedenstående svar:
– Det er HOFOR, som er ved at etablere regnvandsbede, som skal bruges til at håndtere fremtidens øgede regnmængder. HOFOR har afdækket, at kloakken omkring Kærstykkevej har udfordringer med at kunne rumme store mængder regnvand. Regnvandsbedene kan holde på og nedsive regnvand fra vejarealet, så kloaksystemet ikke bliver overbelastet.
– De grønne vejbede passer til Hvidovre Kommunes klimamål om at fremme naturbaserede løsninger, og til Kommuneplanens målsætninger om, at regnvandet indgår i grønne løsninger.
– HOFOR etablerer i alt 17 vejbede i løbet af 5 etaper. Hele projektet forventes afsluttet i maj 2026.
Der er opstillet en skurvogn for enden af Kærstykkevej, hvor der hænger en tidsplan for projektet. HOFOR vil holde ”Åben Skurvogn” hver 14. dag, så alle kan komme og høre nærmere om projektet.
– Der har været afholdt to borgermøder for beboerne på Kærstykkevej, og beboerne er kommet med mange gode input til projektet.
red
