DERFOR KRÆVER DET MITID

DERFOR KRÆVER DET MITID

CENTER for TRAFIK og EJENDOMME med svar på læserbrev

LÆSERDEBAT: I forrige uges avis undrer endnu en læser sig over, hvorfor man skal bruge MitID for blot at se sin affaldskalender på hjemmesiden. Det forstår vi godt kan virke unødigt besværligt, og vi vil derfor gerne forklare sammenhængen.

Først vil vi lige afklare, at driften på affaldsområdet ikke er udliciteret, som der også har været spørgsmål om. Det er Hvidovre Kommunes egen affaldsafdeling, der står for både ruteplanlægning og afhentning af affald i Hvidovre.

Det, vi derimod har købt udefra, er det it-system (Renoweb), som vi bruger til at administrere affaldsordningen. Systemet er en samlet løsning, der udover affaldskalenderen også rummer selvbetjeningsløsninger som fx bestilling af flishug eller indberetning af manglende tømning.

Da man i systemet kan rette i oplysninger og bestille ydelser direkte til sin adresse, kræver det et sikkert login. Leverandøren af systemet har derfor indført MitID for at leve op til skærpede EU-krav til it-sikkerhed. MitID beskytter nemlig ikke kun personlige data, men sikrer også systemet mod hackerangreb og automatiserede robotter, der ellers ville kunne lægge hele systemet ned.

It-systemet er teknisk bygget som én samlet pakke, hvor det ikke er muligt at skille de enkelte dele fra hinanden. Fordi sikkerheden skal være i top i hele løsningen, følger kravet om MitID derfor også med, når man blot vil se sin kalender - selvom der ikke er personlige oplysninger i den. Vi har fuld forståelse for, at det føles unødvendigt.

Da der er tale om en standardløsning, som bruges af rigtig mange danske kommuner, kan vi som enkelt kommune ikke ændre det tekniske i opsætningen. Derfor kan vi desværre ikke fjerne kravet om MitID uden at skulle udskifte hele it-systemet. Vi vurderer dog, at systemet samlet set er den bedste løsning lige nu, da det sikrer en korrekt og sikker håndtering af borgernes data.

Vi er dog meget opmærksomme på, at løsningen ikke føles optimal for alle. Derfor er vi i løbende dialog med leverandøren om muligheden for at finde mere smidige tekniske løsninger i fremtiden, som ikke går på kompromis med sikkerheden.

Heldigvis er der andre måder at få overblikket på uden at bruge MitID. Med appen ”Hvidovre Affald” kan du se dine tømmedatoer, få påmindelser og se driftsinformation for din adresse.

Hvis du hverken ønsker at bruge MitID eller appen, sender vi også gerne en printet tømmekalender direkte hjem til din postkasse. Du skal blot kontakte os på tlf. 3639 3639 eller skrive til affald@hvidovre.dk.

Vi håber, at dette giver lidt mere klarhed over, hvorfor systemet fungerer, som det gør.

Venlig hilsen

Center for Trafik og
Ejendomme i
Hvidovre Kommune

 

menu
menu