Du skuffer mig!

Du skuffer mig!

Robotstøvsugere - og et svar til formand for ældre og sundhedsudvalget Arne Bech fra BIRTHE MINGON:

LÆSERDEBAT: Kære Arne Bech, tak fordi du fik sat kommunens håndtering af et problem, der længe har været debatteret i Hvidovre Avis på tryk. Jeg har fulgt debatten, idet jeg selv har hørt om tilfælde, hvor robotstøvsugeren har været årsag til problemer, som jeg nu kan se, formentlig bunder i dårlig kommunikation.

Men når jeg læser det egentlige budskab i dit indlæg, så kan jeg også læse, at du bruger mit oprindelige budskab til at skyde valgkampen i gang, og flere partier følger trop.

Du giver udtryk for, at Forvaltningen nu skal i gang med at identificere den omhandlede borger. Jeg har kendt dig i mange år, og jeg har hidtil betragtet dig som en troværdig person, vi har ikke altid været enige, men vi har respekteret hinanden.. Det skuffer mig, at du bruger en uskyldig borger og min troværdighed til at starte valgkampen.

Jeg har kendskab til, at der er blevet rettet henvendelser til en række politikere om denne sag, senest har jeg personligt henvendt mig til viceborgmester Søren Trebbien, og han noterede navn, adresse og telefonnummer. Samme dag tog Centerchef Christel Damgaard foto af mine oplysninger. Det var udelukkende fordi, der ikke blev reageret på mine henvendelser, og jeg samtidig fik en række henvendelser om problemer med robotstøvsugerne, at jeg så mig nødsaget til at skrive om sagen i Hvidovre Avis. Jeg kender den omhandlede ældre dame, jeg har besøgt hende, og med selvsyn set hendes lejligheds tilstand. men jeg kunne ikke drømme om at nævne navn og adresse offentligt. Det må man respektere. De forskellige indlæg efterfølgende viser blot hvordan Hvidovres ældre borgere vil blive misbrugt i den kommende valgkamp. Brian Køster, Radikale Venstre efterlyser en løsning. Det er vel i første omgang en bedre kommunikation, så man undgår misforståelser, og så skal der politisk træffe afgørelse om finansiering af robotterne.

Bruger- og Pårørende Rådet for hjemmehjælp holder Kaffemøde i Strungesalen på Risbjerggård den 1. september kl. 16, hvor alle, der er interesseret i hjemmehjælpen kan møde op til en snak over en kop kaffe.

 

Birthe Mingon

Formand for Bruger- og Pårørende rådet for hjemmehjælp

menu
menu