Elcykler stigende udfordring på lokale skoler

Elcykler stigende udfordring på lokale skoler

– Ansvaret ligger først og fremmest hos forældre, lyder det fra skolechef

SKOLE: Hvidovre Avis har fået henvendelser fra borgere der fortæller, at man observerer, at flere og flere elever fra de lokale skoler kører på el-cykler. Nogle kører også på ulovlige el-cykler. Generelt er både lovlige og ulovlige el-cykler et stigende problem på skolerne. Skolerne forsøger at tjekke, men ansvaret ligger først og fremmest hos forældrene.

Sådan lyder det fra Centerchef for Skole og Uddannelse Ole Møller Laursen efter Hvidovre Avis har spurgt alle skoleledere i Hvidovre, hvordan de håndterer elevers brug af ulovlige el-cykler.

Tillader I, at jeres elever kører på ulovlige el-cykler, når I skal på skoleudflugt på cykel?

– Nej, svarer Ole Møller Laursen.

Hvordan sikrer I, at de ikke kører på ulovlige elcykler?

– Personalet tjekker så godt de kan, men de er i sagens natur ikke eksperter i el-cykler. Vi har materiale fra politiet, der kan give et fingerpeg om lovligheden af en el-cykel, fortæller centerchefen til Hvidovre Avis.

Hvem, mener I, har ansvaret for at sikre, at elever ikke kører på ulovlige el-cykler på skoleudflugter?

– Det er et forældreansvar, at et barns cykel er i forsvarlig stand og lovlig, siger Ole Møller Laursen.

Skal jeres elever bruge cykelhjelm, når/hvis I tager på cykeltur?

– Både elever og lærere skal bruge cykelhjelm på ture med skolen, lyder det fra centerchefen.

Oplever I ulovlige el-cykler på skolens område og skoleveje som et problem?

– Lovlige og ulovlige el-cykler er en stigende udfordring for skolerne. Det er noget, vi vil tage op f.eks. i færdselsundervisningen, hvor der også er en cyklistprøve, slutter Centerchef Ole Møller Laursen.

Foto: Fatbikes er blevet rigtig populære blandt børn og unge. (Model foto)

red
menu
menu