En sommerhilsen til politikerne

En sommerhilsen til politikerne

Pædagogerne i Hvidovre lagde vejen forbi lokalpolitikerne ved seneste kommunalbestyrelsesmøde:

LÆSERDEBAT: Endnu engang lyste rådhussalen op i lyserøde nuancer, da pædagogerne i Hvidovre lagde vejen forbi med en sommerhilsen til det sidste kommunalbestyrelsesmøde inden sommerferien. En hilsen – og et klart budskab: Prioritér vores børn og unge i det kommende budget.

Vi anerkender det gode arbejde, der allerede er sat i gang, men vi vil samtidig understrege, hvor afgørende det er, at indsatsen fortsætter. Der skal skabes bedre arbejdsvilkår for pædagoger, og der skal sættes fokus på rekruttering og fastholdelse. For når vi investerer i pædagogisk faglighed og arbejdsmiljø, investerer vi samtidig i det gode børneliv – både i dagtilbud, fritidspædagogik og i overgangen til skole.

Nogle af de ting vi som pædagoger ønsker at vores lokalpolitikere tager med i budgettet er at flytte skolestart til august, at investere i at uddanne og tiltrække flere pædagoger til kommunen, samt at udbygge forberedelsestiden på dagtilbudsområdet og ikke mindst at sikre rammerne for bedre sammenhæng i arbejdet med deltagelsesmuligheder. 

Et af de forslag pædagogerne så meget frem til skulle behandles på mødet, var punkt nr. 8 der omhandlede midler til lønløft til de store velfærdsområder - heriblandt pædagogerne. Og det er helt essentielt at løfte lønnen for pædagogerne, da det er et af de primære tiltag til at kunne rekruttere og fastholde dygtige medarbejdere - og allerede nu mangler vi 123 pædagoger bare på dagtilbudsområdet i Hvidovre kommune. Vi er derfor glade for, at et flertal i kommunalbestyrelsen kan se problematikkerne - og løsningerne - og stemte ja til forslaget. 

For det er helt nødvendigt at investere i rammerne for vores børn. Den seneste kvalitetsundersøgelse viser, at der i de danske børnehaver kun er 1 ud af 10 der kan anses som værende af god kvalitet. Og for to år siden landede en kvalitetsrapport på 0-2 års området der ligeledes havde alarmerende resultater. Samtidig har vores børn og unge et voksende behov for trygge, sunde og udviklende fællesskaber i deres fritid.

Vi kan derfor ikke komme udenom, at der skal investeres i den pædagogiske faglighed for at løfte kvaliteten for alle vores børn og unge og sørge for at alle er en del af et meningsfuldt fællesskab. Men det er en vanskelig opgave, når der ikke er nok pædagoger. Vi har brug for flere kolleger og bedre vilkår - for børnenes skyld. 

 

Håbefulde hilsner

fra pædagoger og

tillidsrepræsentanter,

Mikkel Berg, Heidi Strøm Paepcke, Mette Lone

Pedersen, Rikke Jakobsen (FTR), Michela Schønbech, Maria Birthin, Katja Sten Pedersen, Line Bondo

Siegumfeldt, Anja Skjøtt Merkel og Sophie Bisgaard Farganis 

menu
menu