En tættere dialog og klarere rammer
Nye rammer for samarbejde mellem Seniorråd og Kommune:
NYHEDER: Seniorrådet og kommunen har nu indgået en ny Vedtægts- og Samarbejdsaftale for perioden 2026-2029. Aftalen, der blev godkendt på Kommunalbestyrelsens møde den 28. april, skal styrke samarbejdet og sikre en mere helhedsorienteret dialog om ældrepolitiske spørgsmål. Samtidig åbnes der for, at Handicap- og Psykiatrirådet kan indgå i møderækken med Seniorrådet.
Den nye aftale indeholder flere vigtige ændringer, der skal forbedre samarbejdet mellem Seniorrådet og kommunens udvalg:
Færre, men mere målrettede møder: I stedet for spredte møder med flere udvalg, vil der nu være 4 årlige dialogmøder mellem Seniorrådet, Ældreudvalget og Social-, Sundheds- og Borgerserviceudvalget – heraf ét budgetmøde før udvalgenes behandling af det kommende års budget.
Tættere kontakt til Klima-, Miljø- og Teknikudvalget: Der afholdes to årlige dialogmøder med dette udvalg, da mange af dets sager har ældrepolitisk relevans.
Fleksibilitet: Der kan efter behov afholdes dialogmøder med andre udvalg, fx By- og Planudvalget eller Kultur- og Fritidsudvalget.
Handicap- og Psykiatrirådet med i møderækken: Kommunalbestyrelsen har udtrykt ønske om at imødekomme Handicap- og Psykiatrirådets ønske om at deltage i møderne med Seniorrådet.
Derfor ændres mødestrukturen
I den foregående valgperiode (2022-2025) var der udfordringer med at koordinere og gennemføre møderne mellem Seniorrådet og de politiske udvalg. Den nye struktur skal sikre bedre fokus og mere effektiv dialog om de ældrepolitiske spørgsmål. Seniorrådet og kommunen har udarbejdet ændringsforslagene i fællesskab, og aftalen er blevet til på baggrund af erfaringer fra den forgående periode.
Øvrige ændringer i aftalen
Ud over den nye mødestruktur indeholder aftalen en række præciseringer og justeringer:
Klarhed over opgaver og ansvar: Det fremgår nu tydeligt, at centerchef og souschef fra Center for Sundhed og Ældre deltager i kontaktmøderne med Seniorrådet.
Sekretariatsbetjening: Det relevante fagcenter varetager sekretariatsbetjeningen og indberetning af diæter.
Seniorrådets formandskab varetager kontakten til kommunens instanser for at sikre en koordineret dialog og prioritering af dagsordenspunkter og høringssvar.
Fleksibilitet: Seniorrådet får mere fleksibilitet i afviklingen af sine ordinære møder og informationsvirksomhed.
Tidligere konstitution: Seniorrådet kan nu konstituere sig tidligere.
Inddragelse i budgetprocessen: Seniorrådet inddrages i god tid i budgetprocessen, fx gennem ekstra budgetmøder.
Der er allerede afholdt et dialogmøde mellem Seniorrådet og Ældreudvalget den 19. marts 2026, og det næste fælles dialogmøde mellem Seniorrådet, Ældreudvalget og Social-, Sundheds- og Borgerserviceudvalget er planlagt til 9. juni 2026.
Møderækken for resten af 2026 vil blive fremlagt til beslutning, når aftalen er endeligt vedtaget.
red
