Endelig sætter vi fokus på mad og måltider
– også når man ikke længere selv kan lave den, skriver MARIA DURHUUS og ANDERS LILTORP:
LÆSERDEBAT: Som socialdemokrater er vi virkelig glade for, at vi nu endelig tager fat om noget helt grundlæggende i ældreplejen: maden. Ikke kun hvad der står på menuen, men retten til at få ordentlig, nærende og velsmagende mad – også når kræfterne ikke længere rækker til selv at stå i køkkenet.
Regeringens forslag om at afsætte 200 mio. kr. årligt til at sænke egenbetalingen for madlevering er mere end bare økonomi. Det er et signal om, at vi tager den hverdagsnære værdighed alvorligt. Når man bliver ældre og måske lidt skrøbelig, skal man stadig have lov at vælge, hvad man spiser. Man skal have råd til det. Og man skal kunne glæde sig til måltidet.
I dag betaler mange ældre op til 63 kroner for et hovedmåltid leveret af kommunen. Med det nye forslag bliver det muligt at sænke den pris til omkring 50 kr. – og måske endnu lavere i nogle kommuner. Det betyder noget. For appetitten, for sundheden og for oplevelsen af, at man stadig har noget at vælge imellem.
Siden 1. juli 2025 har vi haft en ny ældrelov, som fastslår, at kommunen skal tilbyde mindst ét dagligt måltid mad til borgere i eget hjem, der ikke selv kan lave mad. Samtidig skal der være frit valg af leverandør, ernæringsrigtige måltider og mulighed for både udbringning og spisning i fællesskab. Det er en rigtig god udvikling, for mad er ikke bare næring – det er tryghed, livskvalitet, fællesskaber og identitet.
Her i Hvidovre passer det perfekt ind i, at vi netop har behandlet en indstilling om at udvide kommunekøkkenet. Det giver os mulighed for at lave mere mad lokalt, skabe bedre variation og tænke måltidet sammen med de intentioner, der nu ligger i lovgivningen.
Vi bliver flere ældre i de kommende år, og det er godt, for det betyder, vi lever længere. Men det forpligter. Vores ældre skal ikke bare hjælpes – de skal mødes med respekt og opleve, at samfundet stadig er for dem.
Mad og måltider skal ikke være en eftertanke. De er en kerneopgave i en værdig ældrepleje. Og vi er stolte over, at vi i Socialdemokratiet er med til at sikre, at det ikke længere er prisen, der afgør, om man kan få god mad, når man har allermest brug for det.
Med venlig hilsen
Maria Durhuus, ældreordfører for Socialdemokratiet, og Anders Liltorp, borgmesterkandidat for socialdemokratiet i Hvidovre
