Energifællesskab Avedøre nomineret til Green Power Denmark Prisen

 Energifællesskab Avedøre nomineret til Green Power Denmark Prisen

Finalisterne er udvalgt for deres evne til at engagere lokalsamfundet

NAVNE: Energifællesskab Avedøre er nomineret blandt tre projekter til den prestigefyldte Green Power Denmark Prisen. Green Power Denmark er Danmarks grønne erhvervsorganisation og fungerer som talerør for den danske energisektor. Prisen sætter fokus på de fællesskaber, virksomheder og enkeltpersoner, der formår at skabe lokalt forankrede projekter, som driver den grønne omstilling fremad. Finalisterne er udvalgt for deres evne til at engagere lokalsamfundet med ønsket om at omsætte grønne visioner til konkrete løsninger, der skaber fællesskab og baner vej for lokal opbakning til den grønne omstilling.

  • Vi er utroligt glade for og stolte af at være nomineret til prisen. Det betyder selvfølgelig meget for os lokalt, og vi håber på at vinde, selvom vi er blandt tre stærke projekter. siger Tina Cartey Hansen, der er formand for Energifællesskab Avedøre og fortsætter:
  • Anerkendelsen af vores energifællesskab er samtidig en generel anerkendelse af det hårde arbejde, der lægges i at etablere et lokalt energifællesskab. Det er spændende at være del af en udvikling, hvor den lokale deltagelse i den grønne omstilling og det lokale ejerskab er i centrum.

Energifællesskabet er blevet til som følge af et tæt samarbejde mellem både lokale borgere, Enghøj Gymnasium, Avedøre Boligselskab, Avedøre Fjernvarme, Hvidovre Kommune og virksomheder som Zentropa i Avedøre. Desuden er udviklingsarbejdet foregået i regi af EU-projekter finansieret af blandt andre den europæiske investeringsbank og med solid opbakning fra den Hvidovre-baserede virksomhed EBO Consult, der udvikler, drifter og administrerer både energifællesskaber og fjernvarmeselskaber.

Prisen bliver uddelt på tirsdag d. 20. maj til Green Power Denmarks årlige topmøde.

 

Foto: Formand Tina Cartey Hansen (th), næstformand Anders Kjærhauge (midten) og bestyrelsesmedlem Johnni Andersen (tv) foran energifællesskabets solcelleanlæg og ladestandere i forbindelse med optagelserne til nomineringsvideoen.

 

red
menu
menu