ENGHØJ FORTJENER VORES OPBAKNING
– og vi bør være stolte af vores lokale gymnasium, skriver BRIAN KØSTER
LÆSERDEBAT: Debatten om gymnasieoptag og elevfordeling blusser op hvert år ved denne tid. Og den rejser et helt centralt spørgsmål: Hvordan sikrer vi, at alle unge får adgang til et stærkt gymnasietilbud, også lokalt? Den måde, vi taler om gymnasier på har gjort ungdomsuddannelser til et marked, hvor skoler konkurrerer om popularitet. Men uddannelse er ikke en vare. Gymnasiet er ikke en butik. Det er et fællesskab og en dannelsesinstitution, hvor unge mennesker skal vokse, fagligt, menneskeligt og socialt.
Søgningen til gymnasier er i dag præget af popularitet forklædt som kvalitet. Når et gymnasium får mange ansøgere, er det ikke nødvendigvis et tegn på god kvalitet. Det er ofte et tegn på noget helt andet: sociale mønstre, rygter, image og en selvforstærkende fortælling om, hvad der er ”det rigtige valg”.
Enghøj Gymnasium er mindst lige så godt, hvis ikke det bedste gymnasium i det område, hvor Hvidovres unge har mulighed for at søge hen. Det leverer stærk undervisning, dygtige lærere og et trygt ungdomsmiljø, hvilket har resulteret i en stigning af 1. prioriteter på alle linjer fra 23/24 til 24/25. Det er et gymnasium, vi som kommune kan og bør være stolte af.
Enghøj har været igennem en stor og seriøs udviklingsproces. Der er blevet taget ansvar og skabt fornyelse. Samtidig har man investeret i fremtiden med en fuldstændig modernisering af science-lokalerne, så Enghøj står stærkt rustet til at give unge en undervisning, der matcher både nutidens krav og fremtidens muligheder.
Som socialliberal tror jeg på, at uddannelse er den vigtigste investering, vi kan gøre i vores fælles fremtid. Uddannelse skal være et løft for alle og ikke et system, hvor vi sorterer unge mennesker efter postnummer, prestige eller sociale forventninger.
Vi skal ikke acceptere en udvikling, hvor nogle gymnasier bliver stemplet som ”mindre attraktive”, mens andre bliver ophøjet som statussymboler. Det skaber ulighed, og det skaber en skævhed, som i sidste ende rammer de unge.
Enghøj har vist, at man kan tage ansvar gennem udvikling, investering og fornyelse. Når et gymnasium arbejder så målrettet for at stå stærkere, bør vi som lokalsamfund bakke op. Hvis vi vil af med det mindreværdskompleks, der nogle gange sniger sig ind overfor hovedstaden og de nordlige kommuner, så kræver det, at vi står sammen om det lokale i stedet for at løbe efter de ’populære’. Hvis vi vil være de populære, skal vi holde op med at opføre os som om det er de andre der er populære.
Kvaliteten af et gymnasium afhænger nemlig af hvad vi lægger i det. Den afhænger af eleverne, lærerne, forældrene og hele fællesskabet omkring skolen. Når vi går sammen om at prioritere Enghøj, så er det også det bedste valg for vores børn. Og der er en anden vigtig pointe: Al forskning viser, at nærhed betyder noget. Det at gå på gymnasium tæt på hjemmet sammen med venner og klassekammerater er en afgørende faktor for trivsel og for at gennemføre sin ungdomsuddannelse. Når unge føler sig hjemme, føler sig trygge og har et stærkt netværk omkring sig, så klarer de sig bedre. Derfor er mit budskab enkelt:
Tal sammen i klasserne.
Tal med jeres børn.
Tal med hinanden som forældre.
Og bak op om Enghøj Gymnasium. Det lokale valg er ikke et kompromis. Det er en investering i vores unge, i fællesskabet og i Hvidovres fremtid.
Brian Køster,
Radikale Venstre Hvidovre
folketingskandidat og KB-medlem
