ER OPMÆRKSOMME PÅ PARKERINGEN

ER OPMÆRKSOMME PÅ PARKERINGEN

Centerchef KENNI BJØRN NIELSEN med svar om parkeringsforhold i Avedøre

LÆSERDEBAT: Tidligere i Hvidovre Avis har en læser skrevet om parkeringsudfordringerne i området omkring idrætscenteret og Trædrejerporten.

Vi er opmærksomme på, at presset på parkeringen kan være stort i forbindelse med større arrangementer og i perioder med mange forskellige aktiviteter på samme tid. Samtidig er det vigtigt at understrege, at parkeringsudfordringer ikke er unikke for dette område, men en generel problemstilling flere steder i Hvidovre. Det stiller krav om prioritering og helhedsorienterede løsninger på tværs af kommunen.

Som læseren også skriver, har vi i kommunen modtaget et oplæg med forskellige forslag til mulige udvidelser af parkeringskapaciteten ved idrætscenteret og langs Avedøre Tværvej. Oplægget og dialogen med Avedøre Boligselskab tages med i vores overvejelser omkring fremtidige parkeringsprojekter i kommunen og vil også indgå i en kommende politisk sag. Her skal politikerne drøfte, hvilke parkeringsprojekter der skal prioriteres inden for de midler, som allerede er afsat på området.

Tak for engagementet og de fremsendte forslag. Gennemarbejdede, konstruktive og kreative ideer fra jer, der kender lokalområderne bedst, er en stor hjælp til at finde de bedste løsninger i byen.

Venlig hilsen

Kenni Bjørn Nielsen,
centerchef for
Trafik og Ejendomme,
Hvidovre Kommune

 

menu
menu