Family Fun med Johanna: Bevægelse for hele familien

Family Fun med Johanna: Bevægelse for hele familien

På lørdag den 14. juni inviterer Hvidovre Rollinger til gratis familiehygge med musik og leg i det fri

ARRANGEMENT: Hvidovre Rollinger inviterer til en dag fyldt med grin, bevægelse og fælles oplevelser, når det populære koncept Family Fun med Johanna løber af stablen igen på lørdag den 14. juni kl. 12 til 13.30 – denne gang udendørs ved Kulturhus Risbjerggaard.

Arrangementet henvender sig til børn fra 8 år og opefter, men mindre søskende er også meget velkomne i følgeskab med en voksen. Her er der fokus på både motion og samarbejde, og vigtigst af alt – at skabe gode minder sammen som familie.

Man kan se frem til en sjov og energisk dag med dans og musik, og et væld af aktiviteter, som både børn og voksne kan være fælles om. Man kan blandt andet prøve kræfter med at kravle gennem stofcylindere, køre på rullebræt og kaste sig ud i elastik-hop dans.

Der vil være stationer med fokus på styrke, balance og koordination, hvor børn og voksne arbejder sammen i par, og som kulmination på dagens strabadser rundes arrangementet af med et festligt rullebræt-race – en aktivitet der både sætter gang i smilet og vækker det indre konkurrencegen.

Der er ingen tilmelding, og arrangementet er gratis.

Family Fun med Johanna er en del af Hvidovre Rollinger – et nyt initiativ, der tilbyder aktiviteter for børn og deres familier i Hvidovre. Har man spørgsmål til arrangementet, kan man kontakte Johanna på johanna@fridell.dk

 

red
menu
menu