Farvel til Per Frandsen: Et kapitel slutter nu i Hvidovre IF

Farvel til Per Frandsen: Et kapitel slutter nu i Hvidovre IF

FODBOLD: Efter otte år i spidsen for Hvidovres bedste fodboldmandskab er det snart slut for cheftræner Per Frandsen. Det oplyste klubben i en pressemeddelelse i sidste uge.

Frandsen overtog tilbage i 2016 et hold placeret midt i 2. division og førte det hele vejen op i Superligaen – stik imod alle odds. Nu venter nye tider, og direktør Bo Tue Knudsen lægger ikke skjul på, at det er med stor ærgrelse, at man må sige farvel til den succesfulde træner.

– Vi har haft en god og konstruktiv dialog om en fortsættelse af samarbejdet med Per Frandsen og er kede af, at vi ikke kunne nå i mål med dette...

Perioden med Per har været enestående, hvor Hvidovre Fodbold har udviklet sig til en i dag fuldtidsprofessionel klub med sidste sæsons deltagelse i Superligaen som en kulmination på denne udvikling.

Pers fodboldfilosofi med underholdende boldbesiddende spil er blevet klubbens DNA og en profil, der også i fremtiden vil blive fastholdt.

– Vi er kede af, at tiden nu er til at skilles og skylder Per en stor tak for det imponerende aftryk, som han har sat på Hvidovre IF og ønsker Per al muligt held og lykke i hans videre trænerkarriere, udtaler direktør Bo Tue Knudsen.

Per Frandsen har to kampe tilbage i spidsen for HIF, før en ny træner overtager roret. Hvem det bliver, er endnu uvist, men på rygtebasis nævnes navne som Christian Lønstrup (Hillerød), Martin Retov og Hvidovre-drengen Kasper Lorentzen, der pt. er i B.93.

menu
menu