Flere fritidsjob på velfærdsområdet
Vi håber at kunne afsætte flere penge i budgettet til unge i fritidsjob, skriver MARIE-LOUISE JØRGENSEN
LÆSERDEBAT: I denne periode har vi haft fornøjelsen af at se unge mennesker blomstre i fritidsjob på vores plejehjem og dagtilbud. En indsats vi er meget glade for i SF.
Det har ikke bare været en succes på papiret – det har været en oplevelse fyldt med glæde, samhørighed og gensidig respekt. I samarbejde med ungdomsskolen har vi oprettet uddannelsesforløb for de 14-17-årige, så de føler sig trygge og rustede til at tage et ansvar og gøre en forskel for ældre og børn. Det er en aftale mellem KL og FOA, der har gjort det muligt at åbne dørene for unge på plejehjemmene.
I øjeblikket har 20 unge fået job på tre af vores plejehjem, og de midler, vi har afsat til formålet, er allerede brugt. Derfor kæmper vi i SF for, at der kommer flere penge på bordet – så endnu flere unge kan få chancen for at opleve glæden ved at bidrage og arbejde på velfærdsområdet.
De unge skaber små øjeblikke af nærvær og varme, som gør hverdagen lidt lysere for mange ældre, der ellers kan føle sig ensomme.
Men fritidsjobbet er også en gave til de unge selv. Det kan være det første skridt mod en uddannelse inden for sundhed og omsorg – en vej som både er til gavn for Hvidovre og for samfundet.
I SF håber vi derfor, at vi i de kommende budgetforhandlinger kan få sat flere penge af til fritidsjob. Lad os give flere unge muligheden for at mærke, hvad det vil sige at gøre en forskel i deres fritidsjob.
Marie-Louise Jørgensen
Gruppeformand SF
