Flere profiler har fortsat uafklaret fremtid
Ligner et farvel til Mads Kaalund og Mehmet Coskun
Fodbold: 1 division er slut, og i HIF kan fokus nu rettes mod den kommende sæson, der skydes i gang i den sidste weekend af juli. Inden da venter dog en vigtig sommer, hvor flere spilleres fremtid fortsat er uafklaret.
Manager Martin Retov og klubben har allerede sikret forlængelser med flere af holdets profiler, men der er stadig en række spillere, hvis situation endnu ikke er afklaret frem mod den nye sæson.
Mens det ligner et farvel til Mads Kaalund og Mehmet Coskun, der henholdsvis har været tilknyttet 2. holdet og været udlejet i foråret, er der fortsat spørgsmålstegn ved fremtiden for Fredrik Høgh, Fredrik Krogstad, Morten Knudsen og Magnus Fredslund. De fire spillere har alle kontraktudløb den 30. juni 2026.
Særligt Magnus Fredslunds situation bliver interessant at følge. Den rutinerede forsvarsspiller rundede i sæsonens sidste kamp 302 officielle kampe for HIF og er dermed rykket op på tredjepladsen over spillere med flest kampe for klubben. Kun Michael Christensen og Kim Rasmussen har optrådt flere gange i den røde trøje.
Hvis parterne ikke når frem til en ny aftale, kan sommeren derfor betyde et farvel til en af de mest markante skikkelser i klubbens nyere historie.
Foto: Fremtiden for Fredslund i HIF er fortsat uafklaret.
ka-ma
