Først når man er fyldt 15 år

Først når man er fyldt 15 år

Risbjergskolen vil sætte grænser for sociale medier:

NYHEDER: Dansborgskolen gjorde det sidste år – nu tager man også affære på Risbjergskolen. Skolen vil gerne indføre en ny kontrakt, der skal sikre, at eleverne først får adgang til sociale medier, når de er fyldt 15 år. Initiativet kommer på et tidspunkt, hvor både forskning og politik sætter fokus på børns digitale liv – og hvor hver anden tiårig allerede har en profil på sociale medier, på trods af en aldersgrænse på 13 år.

Forældre inviteres til dialog

På næste torsdag den 5. marts kl. 17 åbner skolen dørene for et arrangement, hvor forældre kan få indblik i, hvordan skærmbrug påvirker børn – både følelsesmæssigt, udviklingsmæssigt og neurologisk. Aftenens hovedtaler er psykolog og skærmtidsforsker Aida Bikic, der bl.a. har forsket i børns digitale vaner ved Syddansk Universitet og Yale University.

– Vi ser en stigende bekymring blandt forældre og fagfolk omkring børns skærmbrug. Derfor vil vi skabe et rum, hvor vi kan drøfte, hvordan vi sammen kan sætte rammer, der giver tryghed for vores børn, siger Søren Krogh Nielsen, der står bag arrangementet.

Hvad siger forskningen?

 Ifølge tal fra Epinion har tre ud af fire børn mellem 9 og 14 år set stødende indhold online. Samtidig arbejder regeringen på en politisk aftale, der skal forbyde sociale medier for børn under 15 år – en aftale, der forventes vedtaget i Folketinget i 2026.

På Risbjergskolen vil man ikke vente på lovgivningen. Skolen præsenterer på arrangementet sin nye sociale mediekontrakt, som skal sikre, at eleverne først får adgang til sociale medier, når de er gamle nok til at håndtere indholdet.

Arrangementet afholdes i Kometen, Hvidovrevej 280, og er åbent for alle forældre.

Dansborgskolen gik forrest

Ledelsen og skolebestyrelsen på Dansborgskolen besluttede i 2025 at indføre en social medie-kontrakt mellem skole og hjem. Aftalen skal sikre, at børn til og med 7. klassetrin ikke får adgang til sociale medier.

Kontrakten blev distribueret via Aula til alle forældre, som kunne tilkendegive deres holdning med et JA eller NEJ.

I august 2025 blev initiativet sendt til afstemning blandt skolens forældre. Efter 14 dage havde 81,7% svaret og af de afgivne stemmer har 81,6 % stemt ja.    

 

 

red
menu
menu