FOLKESKOLEN SKAL IKKE DESIGNES PÅ S’ VALGKAMPSKONTOR
BRIAN KØSTER om Socialdemokratiets udspil:
LÆSERDEBAT: Nu ser vi for første gang, at S ikke bare snakker om pissedårlig opdragelse, men faktisk signalerer at ville prioritere skolen. For tre år siden ville Socialdemokratiet ikke bruge en krone på flere lærere. Men vi bed os fast. Forhandlede, argumenterede, samlede alliancer. Sidste uge foreslog S så 5 mia. kroner til skolen. Det er ikke gennemarbejdet som det radikale udspil ”Børneløftet” vi fremlagde i 2024. Udspillet kommer fem minutter i valgkamp. Checks og løfter flyver om ørerne på os og bærer desværre præg af, at designerne har siddet på et kampagnekontor og ikke i folkeskolen. Ikke desto mindre er vi glade for, at Radikale har flyttet S og dansk politik!
Folkeskolen fortjener et markant løft. Det er positivt, at man vil sætte fokus på skoletrivsel, faglighed og ro i klasserne – det er mål, vi i Radikale Venstre deler. En folkeskole, hvor både børn, lærere og elever trives, er fundamentet for et stærkt og trygt samfund. Desværre er S udspil i modsætning til ”Børneløftet” ikke finansieret endnu og præget af løsrevne initiativer uden den nødvendige dybde. Man håber at kunne lokke lærere tilbage til folkeskolen. Det er fornuftigt at prøve, men håb er som bekendt ikke en strategi. Visionerne mangler realitet og de reelle ressourcer, der skal til for at skabe det løft, som børnene og deres familier har brug for. Fagfolk vurderer forslaget kræver om- og udbygninger med 40 %! Det er med andre ord ikke gennemtænkt og realistisk for det afsatte beløb. Uden afsatte midler risikerer forslagets gode intentioner – ikke at være en plan, der forvandler folkeskolen i praksis. Radikale Venstre mener, at folkeskolens udfordringer kræver mere end politiske teaterøvelser. Lilleskole er godt kampagnemateriale. To lærere i klassen er mere realistisk, men retningsskiftet er værdsat.
Børneløftet er et samlet og finansieret udspil, der sætter børnene først. Vi foreslår en ny generationskontrakt, der investerer 15 milliarder kroner om året i vores børns institutioner, skoler og fritidstilbud, finansieret gennem vores 2030-plan og konkrete reformer, blandt andet ved at prioritere anderledes i samfundets ressourcer. Børneløftet vil bl.a.: 1) Sikre flere veluddannede pædagoger i vuggestuer og børnehaver samt små grupper, så hvert barn bliver set og hjulpet ind i fællesskabet. 2) Styrke folkeskolen med flere lærere og bedre forberedelsestid, så lærerne kan lave engagerende og inkluderende undervisning – før børn tabes på gulvet. 3) Give alle børn fritidshjem til og med 6. klasse, og rige muligheder for læring i natur, kultur og fællesskab – ikke bare test og støjevalueringer.
Det er ingen tilfældighed, at kvalitet i daginstitutioner, robuste faglige fællesskaber og rig tid til leg og fordybelse hænger sammen med både trivsel og læring. Når vi investerer systematisk og finansieret, får vi en skole, der både løfter fagligt og fremmer trivsel – og det er præcis dét, Børneløftet handler om. Radikale Venstre vil gerne føre skoledebatten videre så vi kommer i mål med et finansieret, sammenhængende børne- og skoleløft, der bliver et reelt løft for alle børn i Hvidovre og i hele Danmark.
Vh
Brian Køster
Folketingskandidat & KB-medlem
Radikale Venstre Hvidovre
