Fortsætter med succesfuld byttecontainer

Fortsætter med succesfuld byttecontainer

Byttecontaineren er genåbnet – klar til ny sæson med genbrug og fællesskab

NYHEDER: Den populære byttecontainer på Brostykkevej 100 fortsætter. Containeren blev etableret i april 2025 som et forsøg for at fremme genbrug og bæredygtighed blandt kommunens borgere.

Efter en vellykket forsøgsperiode og en nødvendig vinterpause har Økonomiudvalget nu godkendt at genåbne byttecontaineren på hjørnet af Brostykkevej og Hvidovrevej. Containeren har været lukket om vinteren, da den ikke er egnet til at beskytte indholdet mod koldt og vådt vejr. Nu glæder kommunen sig til at byde borgerne velkommen tilbage til endnu en sæson med genbrug, byttehandel og bæredygtighed.

Succesfuldt forsøg

Byttecontaineren har ifølge kommunen været en stor succes. Borgere har benyttet sig af muligheden for at bytte brugte genstande, hvilket både reducerer affaldsmængden og styrker den lokale genbrugskultur.

Containeren vil fortsat være åben for alle, der ønsker at aflevere eller hente brugte genstande. Der vil blive sat flere skraldespande op i området for at sikre, at der ikke opstår rod. Driften bliver finansieret med 130.000 kr. årligt, og det er planen, at frivillige på sigt skal overtage en større del af driften.

Byttecontaineren er et vigtigt skridt i kommunens arbejde med at fremme cirkulær økonomi og reducere affald. Ved at give genstande længere levetid, mindskes behovet for ny produktion og transport, hvilket er godt for både miljøet og klimaet.

Byttecontaineren er åben for alle. Husk at affald og genstande, der ikke er egnet til genbrug, skal smides i de opstillede skraldespande.

 

 

red
menu
menu