Grønt lys til ny sportshal
Kommunalbestyrelsen har nu vedtaget Lokalplan 242, som baner vejen for en ny sportshal ved Risbjergskolen
NYHEDER: Kommunalbestyrelsen har vedtaget Lokalplan 242, som muliggør en ny cirka 1.600 m² stor sportshal ved Risbjergskolen med udearealer, parkering og regnvandsløsning. Halens primære formål er skolens undervisning i dagtimerne, men uden for skoletiden kan den også bruges af lokale foreninger til aktiviteter som håndbold, basketball, badminton og dans.
Bygningen vil have arkitektonisk reference til skolens eksisterende stil og opføres i træ som bæredygtigt materiale. Lokalplanen sikrer også, at de nuværende skolebygninger bevares for fremtiden og bevarer skolens særlige karakter.
Mødesteder for fællesskabet Formand for By- og Planudvalget, Martin Amby, glæder sig over vedtagelsen: “Den nye hal giver et løft for Risbjergskolens elever og fungerer som ressource for byens foreninger uden for skoletiden. Det passer godt til Idrætsvisionen om bedre rammer for bredde- og eliteidræt samt udvikling af Hvidovre.”
Ekstra løsninger i planen
Ny overkørsel mellem skolen og Risbjergvej for bedre trafikflow.
Vest for hallen: cirka 10 nye parkeringspladser (+ reserve til 10), og 30 nye cykelparkeringspladser.
Syd for hallen: anlæg til forsinkelse af regnvand, som samtidig bliver et bakket rekreativt område med plante- og legemuligheder.
Bevarelse af 70 år gamle træer langs Risbjergvej og brug af hjemmehørende plantearter for biodiversiteten.
Mulighed for at genetablere multibaner og en erstatningslegeplads andre steder på skolens grund ved kommende budgetforhandlinger.
Byggeriet forventes at gå i gang i sommeren 2026.
red
