Han vandt bronze
Hvidovre Judo og Jiu-jitsu Klub markerer sig på judolandkortet
JUDO: I weekenden var det tid til at vise Hvidovres judotalenter frem, da den unge Silas fra Hvidovre Judo og Jiu-jitsu Klub deltog i et stort stævne i Vordingborg. For Silas var det første gang, han trådte på måtten uden for klubbens egne rammer, og det blev til en mindeværdig debut.
Med en energisk og kampvillig stil sikrede Silas sig en flot bronzemedalje, og selv om han måtte se sig slået i kampen om finalen, var det en stærk præstation, der viser, at Hvidovre igen er kommet på judolandkortet.
– Det er en fantastisk start for Silas og klubben. At se en af vores yngre kæmpere præstere så godt motiverer os alle, og vi glæder os til at følge ham og de andre erfarne kæmpere, når vi i maj måned skal kæmpe om titlerne ved Sjællandsmesterskabet i Avedøre Idrætscenter, siger Jens Hasemann fra klubben.
Sjællandsmesterskabet afholdes i Avedøre Idrætscenter, og her håber klubben at kunne bygge videre på Silas’ succes og vise, at Hvidovre har judotalenter, der kan måle sig med de bedste.
red
