Hans virkefelt var helt utroligt

Hans virkefelt var helt utroligt

Farvel til Tommy Gjøl:

NEKROLOG: En kendt og vellidt Hvidoverborger, med et helt utroligt virkefelt, er gået bort. Tommy Gjøl, – en legende i Hvidovrebo og mange andre lokale steder, afgik ved døden den 22. maj i en alder af 81 år.

 Siden Tommy Gjøl flyttede til Hvidovre i 1981, har han været virksom rigtig mange steder, bl.a. i lokalsamfundet som medlem af Ældrerådet, formand for Boligforeningen Hvidovrebo, redaktør af beboerblad, medstifter af Boligadministrationen FA09 og medstifter af Veteran­knallertklubben Stemplet.

Gjøl var i en årrække også forgrundsfigur som en dynamisk bestyrelsesformand i Danalunds Ungdomsklub på Baunevej. Men han vil blive husket for mange andre gøremål, som kritisk medlem af Socialdemokratiet, aktiv i veteran bil- cykel- og knallert foreninger og skribent på ”Klassisk bil & mc”.

Arbejdslivet har været lige så mangfoldigt og alsidigt, mekaniker og værkfører på et autoværksted, ansat  på bosteder, var værkstedsassistent, værkstedsleder og sidst funktionsleder på værksteder for udviklingshæmmede og var også i Københavns Fængsler som værkmester. I en periode var han tillige med til personaleudvikling i Københavns Amt og tillidsrepræsentant.

Og Tommy Gjøl har selvfølgelig også givet sig tid til sine hobbyer bl.a. tegning, foto, camping, MG sportsvogn, Nimbus motorcykel, Velo Solex veteran knallert og veteran cykler.

 Tommy Gjøl var født og opvokset i Kastrup med 3 søskende, men han blev hurtigt – og vil altid blive husket som en fantastisk aktiv – og helt ægte – Hvidovreborger, der nåede at sætte så kolossalt mange aftryk på så mange felter, siden han i 1981 flyttede til Strandhavevej i Hvidovrebo, med sin hustru Lise og sine to børn Signe og Jakob.

Tommy Gjøl bisættes i Stranmarkskirken på fredag den 29. maj kl. 13.

Æret være Tommy Gjøls minde.

 

m
menu
menu