Helt ny ledelse hos Socialdemokraterne

Helt ny ledelse hos Socialdemokraterne

Både formand, næstformand og kasserer genopstiller ikke

NYHEDER: Alt tyder på at der skal vælges en række nye ledende folk til bestyrelsen når Hvidovres socialdemokrater holder kredsgeneralforsamling den 28. marts i teatersalen i Frihedens Idrætscenter.

Det ligger således fast, at kredsformanden Uffe B. Rasmussen, efter kun at have varetaget hvervet i ca. 1½ år, har besluttet ikke at genopstille. Han begrunder sin afgang med ”overvejende personlige og familiære årsager”, og tilføjer også at ”hensyntagen til partiets bedste” har spillet ind. Fra inderkredsen anerkender man absolut Uffe B. Rasmussens indsats, og mener også at den store arbejdsbyrde som formand har været vanskelig at forene med hans daglige virke som travl jurist inden for retsvæsenet. 

Tilsyneladende skal man ved generalforsamlingen også sige farvel til to andre fremtrædende bestyrelsesmedlemmer, nemlig næstformanden Verner Sand Kirk og kassereren Aslaug Jørgensen, der også har meddelt at de ikke genopstiller.

Styr på processen

Socialdemokraternes gruppeformand i kommunalbestyrelsen Anders Liltorp har følgende kommentar:

– Det er helt naturligt, at der løbende sker udskiftninger i en kredsbestyrelse, der jo består af frivillige. Her har tre medlemmer ud af ni stemmeberettigede medlemmer sagt de ikke genopstiller. Jeg udtaler mig som gruppeformand og spidskandidat – ikke på vegne af kredsbestyrelsen – men mit indtryk er, at der er styr på processen frem mod generalforsamlingen, hvor medlemmerne vælger den nye kredsbestyrelse. Kommunalbestyrelsesgruppen bidrager med alt hvad vi kan. Vores fokus er, at organisationen står stærkt, og at arbejdet fortsætter målrettet frem mod næste valg..

Foto: Uffe B. Rasmussen

 

 

 

m
menu
menu