HIF havde chancer nok til en ny sejr
Men den dårlige hjemmebanestatistik fortsætter i oprykningsspillet
FODBOLD: Den dårlige hjemmebanestatistik fortsætter for HIF, der i oprykningsspillets første kamp mod Hillerød heller ikke formåede at få en hjemmesejr. Faktisk er det kun blevet til tre hjemmesejre trods den flotte 2. plads.
Start med chancer
HIF var ellers ved at få en drømmestart efter otte minutter, da Hillerød i første omgang fik afvist et frispark, men Andreas Smed samlede op på kanten af feltet og sendte et brag af en afslutning på overlæggeren. Kort efter var det Louka Prips tur til at sende et godt skud afsted, der gik tæt forbi mål.
Herefter døde kampen lidt hen. Gæsterne virkede ikke til at have den store angrebslyst og havde stor respekt for HIF’s offensiv efter den flotte 4-0 sejr i Horsens.
I 2. halvleg dominerede HIF og fik trykket gæsterne længere tilbage på banen. Efter en times spil endte bolden endnu en gang på Hillerøds overlægger, da HIF fastholdt et pres efter en dødbold, og Louka Prip fik sendt et perfekt indlæg ind i hovedet på Malte Kiilerich, der var tæt på at gentage sit mål fra Horsens-kampen.
Kort efter kom forløsningen, da Marius Elvius sendte et indlæg ind i feltet, som den tidligere keeper Kappenberger halvklarede og fik sendt ud i feltet til Louka Prip, der fik tid til at tage bolden ned og sparke den i nettet for første gang i trøjen siden 2018.
Det tvang gæsterne længere frem på banen, og først var det Rezan Corlu – der inden han skrev kontrakt med Hillerød trænede med i HIF – til at ramme træværket.
Det var dog kun et forvarsel, for kort efter var det HIF, der ikke kunne få bolden ud af feltet efter et hjørnespark, og bolden dumpede ned for fødderne af Mikkel Mouritz, der fratog HIF de to point, som kunne have bragt dem op på siden af Lyngby på 1-pladsen.
Der venter endnu en vanskelig opgave fredag aften ude mod Esbjerg, der er to point efter HIF.
ka-ma
