HIF må jagte oprykning til sidste spillerunde
Vigtig hjemmekamp på mandag mod Esbjerg
FODBOLD: Efter det uafgjorte resultat ude mod Horsens er oprykningsdrømmene ikke længere i egne hænder for Hvidovre.
Derfor skal HIF efter alt at dømme vinde de sidste to kampe i oprykningsspillet – 2. pinsedag på mandag hjemme mod Esbjerg, og derefter ude mod Hillerød i sæsonens sidste kamp.
Begge modstandere er fortsat med i kampen om oprykning, så der venter to særdeles vanskelige opgaver for Retovs mandskab. Især Esbjerg har været en svær modstander for HIF i denne sæson, hvor alle tre tidligere indbyrdes opgør er endt med sejre til jyderne.
Samtidig kan målscoren ende med at få afgørende betydning i topstriden.
AC Horsens har leveret en stærk slutspurt i oprykningsspillet og har hentet ni point på HIF, hvilket har sendt horsensianerne op på 2-pladsen.
Det betyder, at HIF både skal vinde sine egne kampe og håbe på pointtab til Horsens. Hvis HIF vinder de sidste to kampe, og Horsens “kun” får fire point i de resterende opgør, vil begge hold slutte med 52 point.
I det scenarie kan oprykningen til Superligaen blive afgjort på målscoren.
ka-ma
