Historisk milepæl: Første kvindelige bloddonor når 300 tapninger

Historisk milepæl: Første kvindelige bloddonor når 300 tapninger

- på Hvidovre hospital på mandag

NYHEDER: På mandag den 28. april bliver Danmarks første kvindelige bloddonor tappet for 300. gang på Hvidovre Hospital – en historisk milepæl for frivilligheden og blodforsyningen.

66-årige Hanne Jensen fra Vallensbæk har igennem årtier ydet en utrættelig indsats, og hendes engagement er et eksempel på, hvor afgørende stabile og vedholdende donorer er for sundhedsvæsenet.

Plasma bliver stadig vigtigere for Danmarks blodforsyning

Bag de mange tapninger gemmer der sig ikke blot almindelige bloddonationer. For at nå 300 tapninger, har Hanne også givet plasma – en særlig type tapning, som Danmark i stigende grad har brug for.

"Det er helt ekstraordinært at opnå 300 tapninger – og særligt som kvinde, da mange kvinder tappes lidt sjældnere end mænd på grund af f.eks. graviditet, amning og lave jerndepoter ved fuldblod. Det viser et imponerende engagement og en vedvarende vilje til at hjælpe andre," siger Suzette Hatt, konstitueret tappeleder hos blodbanken på Hvidovre Hospital og fortsætter: "Samtidig minder det os om, hvor vigtigt det er med plasmadonorer – ikke bare nu, men i stigende grad de kommende år."

Plasma er en vigtig del af blodet og bruges i behandling af alt fra fejl i immunsystemet til voldsomme blødninger og for tidligt fødte børn. Et af de mest afgørende molekyler, man udvinder af plasma, er immunglobulin – et mirakelmolekyle, der har vist sig effektiv mod en lang række sygdomme. Derfor er der brug for flere plasmadonorer i Danmark – og ambitionen er, at vi skal være selvforsynende.

Stort behov for nye donorer i hele Storkøbenhavn

Hanne er et forbillede – men hun kan ikke gøre det alene. I 2025 er der brug for hele 8.500 nye donorer i Storkøbenhavn for at sikre, at hospitalerne har nok blod og plasma til patientbehandling.

Det gælder både på Hvidovre Hospital og på tværs af de øvrige blodbanker, hvor der er plads til nye blod- og plasmadonorer på tappelejerne. Derfor opfordrer Bloddonorerne Danmark flere til at tage det første prik og blive en del af det fællesskab, der hver dag redder liv.

Markeringen finder sted den 28. april kl. 10 i blodbanken på Hvidovre Hospital. Her vil Hanne blive tappet gang nummer 300 i selskab med sin mand, og den lokale bloddonorenhed vil fejre begivenheden med blomster og overrække en gave i anledning af jubilæet.

menu
menu