Hurtig og bedre hjælp til skolevægring

Hurtig og bedre hjælp til skolevægring

Det er vigtigt, at ingen børn mister fodfæstet i folkeskolen, skriver MARIA AVNSKJOLD

LÆSERDEBAT: Som pædagog og mor ved jeg, hvor meget det betyder, at børn trives i skolen. Jeg ved også, hvor ødelæggende det kan være for både barnet og familien, når skoledagen bliver forbundet med uro, angst eller afmagt i stedet for tryghed og læring. Jeg har selv mødt forældre, der dag efter dag forsøger at få deres barn i skole, men må se på at fraværet vokser, og barnet langsomt mister kontakten til klassefællesskabet. Det er hjerteskærende når det udvikler sig til problematisk skolefravær og bliver til regulær skolevægring, hvor barnet holder helt op med at komme i skole. Det skal vi tage langt mere alvorligt end vi gør nu.

Skolevægring må ikke bare være barnets problem. Eller forældrenes. Eller skolens. Det er et fælles ansvar. Derfor mener jeg, at Hvidovre skal have en tydelig og forpligtende strategi for skolevægring. Alle skoler skal vide, hvordan de skal reagere, når de første tegn viser sig, og hvordan de skal handle, hvis fraværet allerede er blevet alvorligt. Lærere, pædagoger, PPR og skolesocialrådgivere skal arbejde tæt sammen med forældrene. Hurtig og målrettet hjælp kan gøre forskellen mellem et barn, der mister grebet om skolen, og et barn, der igen finder tryghed og mod til at komme af sted.

Men vi må heller ikke glemme forældrene. Alt for mange står i dag alene med deres bekymringer og frustrationer. Jeg ønsker, at vi i Hvidovre opretter forældre sparringsgrupper, hvor man kan dele sine erfaringer og følelser med andre i samme situation i et trygt forum med faglig supervision. Det kan være godt at tale med ligesindede, og man kan måske føle sig mindre alene og samtidig få konkrete redskaber til at støtte sit barn og dets søskende i en svær hverdag.

For mig er det vigtigt, at ingen børn mister fodfæstet i folkeskolen, og at ingen forældre bliver ladt i stikken.

Jeg ønsker et Hvidovre hvor ingen børn mister fodfæstet i folkeskolen, og hvor ingen forældre sidder alene med følelsen af afmagt. En styrket folkeskole med hurtig og bedre hjælp mod skolevægring.

 

Maria Avnskjold

Kandidat til

kommunalvalget

SF Hvidovre

menu
menu