HVAD ER DET EGENTLIG SF OG ENHEDSLITEN HAR KONSTITUERET SIG TIL?

LÆSERDEBAT: Der er kommet mange ord om konstitueringen i Hvidovre. Og det er fair nok. Konstituering er ikke bare teknik – det er også retning. Men når man ser på resultatet, er det svært ikke at undre sig: SF har fået borgmesterposten. Samtidig står en “blå familie” tilbage med en meget stor del af de tunge poster og den konkrete indflydelse i det daglige maskinrum.

Det er her, debatten bliver mærkelig. For vi får mange ord om valgnatten. Om motiver. Om hvem der sagde hvad. Men vi får forbavsende få ord om det, borgerne har krav på at kunne gennemskue: Hvad er den politiske pris for at samle et flertal på tværs? Hvilke krav er stillet – og hvilke krav er ikke stillet?

Resultatet er svært at overse: “Blå familie” har nærmest støvsuget indflydelsen i konstitueringen. Og det ser ud, som om det er sket uden synlige politiske modydelser. Hvis der findes klare krav og bindende pejlemærker, der forklarer den fordeling, så lad os få dem frem. Og når SF og Enhedslisten samtidig igen og igen skriver, at Socialdemokratiet fik en varm og reel invitation ind i konstitueringen, er det i øvrigt helt enkelt: Fremlæg invitationen – sort på hvidt – så vi kan lukke denne figenbladsdiskussion og tale om substansen.

For min egentlige undren er enkel: Hvis SF og Enhedslisten er så optagede af den politiske retning, som de lover borgerne, hvorfor er det så så svært at få jer til at sætte ord på, hvad den retning faktisk er i den konstituering, I har lavet?

Når man læser og hører SF og Enhedslisten i debatten, kan man få indtryk af, at det vigtigste lige nu er at skyde på Socialdemokratiet – vores motiver, vores ord på valgnatten, vores rolle. Det må man gerne. Men det er påfaldende, at energien er så stor, når det handler om os, og så lille, når det gælder de partier, som I politisk er dybt uenige med – men som I samtidig har valgt at konstituere jer med.

Hvis den røde tråd virkelig er politisk retning, må I også kunne forklare, hvordan den retning skal skabes i praksis. Hvilke konkrete pejlemærker kan borgerne holde jer op på – ud over fordelingen af penge og poster? Hvilke prioriteringer vil man kunne se i budgettet allerede næste år, som viser, at valgkampens løfter ikke bare var ord? Og hvordan sikrer I, at jeres mærkesager ikke ender som det, man lægger til side for at holde et bredt flertal samlet – især når flertallet rummer partier, I ellers har været i skarp opposition til?

Vend jer lidt væk fra fornærmetheden og fokuser mere på redeligheden. Man kan godt lave brede aftaler. Man kan også godt konstituere sig på tværs. Men så skylder man borgerne at forklare, hvad man har bundet sig til – og hvad man har valgt fra. Ellers bliver “retning” til et ord, man siger, når kameraet er tændt, og noget man glemmer, når aftalerne skal skrives.

Og så til det vigtigste: Hvis SF og Enhedslisten oprigtigt ønsker en politisk retning, der afspejler et rødere flertal i kommunalbestyrelsen, så findes det flertal faktisk allerede. Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Radikale og Hvidovrelisten har tilsammen 15 ud af 21 mandater. Det er et solidt grundlag for en mere tydelig politisk kurs – også når det gælder de tunge prioriteringer i budgettet.

Derfor er min opfordring enkel: Lad os løfte blikket fra valgnattens fortællinger og i stedet tage en ærlig samtale om indhold. Hvilke pejlemærker skal gælde? Hvilke konkrete krav skal stå i en aftale, så borgerne kan se retningen og holde os op på den? Hvis SF og Enhedslisten mener, at den nuværende konstituering ikke leverer det, de lovede i valgkampen, så findes der et flertal, der kan gøre det anderledes – og tydeligere. Socialdemokratiet er klar til den samtale, når den handler om politik og resultater.

For til syvende og sidst er det ikke vores fortællinger, der skal styre Hvidovre. Det er vores politik.

Anders Liltorp (A),
Socialdemokratiet i Hvidovre