HVAD GØR I HVIS HIF RYKKER OP?
JAN VINTHER CHRISTENSEN med spørgsmål til kommunen
LÆSERDEBAT: Sidste sommer på 1-års dagen for præsentationen af de nye stadionprojekter havde jeg et indlæg i Hvidovre Avis, hvor jeg efterlyste opdateringer fra kommunen om hvor langt processen var nået. Om nogle få måneder er det så to år siden og stilheden er stadig markant.
Fodboldklubben HIF ligger pt. godt til og der er derfor ”risiko” for at de efter sommerferien atter er at finde i Superligaen. Hvad gør man så denne gang?
Jeg kan ligesom forstå, at finansieringen af det nye atletikstadion hele tiden har været på plads, mens fodboldstadion skal finansieres ved private investorer, bl.a ved salg af byggerater. Det kan selvfølgelig godt trække ud, men hvorfor er man ikke allerede gået i gang med etableringen af det nye atletikstadion der skal ligge ved den gamle Strandmarksskole – der forinden i øvrigt først skal rives ned – når nu pengene tilsyneladende er på plads. Det burde jo være lige til skulle man mene.
Hvis nu HIF rykker op, så er atletikken igen presset ligesom for et par år siden, hvor midlertidige tribuner dækkede halvdelen af løbebanerne på den ene langside. I øvrigt er de tribuner der blev anvendt sidst nu på plads i Aarhus, hvor de anvendes indtil det nye stadion derovre står klar.
Så det kunne være interessant at høre fra Hvidovre Kommune – hvad har I tænkt Jer at gøre hvis HIF rykker op til sommer? Er det alene fodboldklubbens problem og i så fald – hvad med atletikken? Og hvad sker der med de nye stadionplaner for atletik og fodbold? Har I sat en deadline hvornår den endelige beslutning skal tages om projekternes igangsætning eller er det hele skudt til hjørne!
Jan Vinther Christensen
Landlystvej
