Hvidovre 8. borgmester skal portrætteres

Hvidovre 8. borgmester skal portrætteres

En enig Kommunalbestyrelse har besluttet at videreføre Hvidovres 70 år gamle tradition for borgmesterportrætter. Valget er faldet på Mie Mørkeberg, der blandt andet står bag værket om demokratiets kvinder på Christiansborg

NYHEDER: Siden 1952, hvor Hvidovre fik status som forstadskommune, har det været en fast tradition, at de folkevalgte borgmestre bliver portrætteret til eftertiden. Portrætterne udgør en central del af kommunens kulturarv og dokumenterer den politiske ledelse gennem tiden.

Nu er turen kommet til kommunens ottende borgmester, Anders Wolf Frisdahl Andresen, og der er nu indgået en aftale med kunstner Mie Mørkeberg.

Enig beslutning om kulturarv

Det er en enig Kommunal­bestyrelse, der står bag beslutningen om at videreføre traditionen og afsætte en økonomisk ramme på 200.000 kr. til et borgmesterportræt. Beløbet afspejler ønsket om et professionelt kunstværk af høj kvalitet og skal ses i lyset af den generelle prisudvikling samt de vilkår, der i dag gælder for professionelt kunstnerisk arbejde.

Valget af netop et malet portræt frem for andre formidlingsformer er truffet for at sikre kontinuitet i Rådhusets historiske samling.

– Det er vigtigt for os at holde fast i vores lokale særkende og historie. Portrætterne er ikke blot billeder af personer, men en del af rådhusets historie og en fortælling om Hvidovres udvikling, forklarer borgmester Anders Wolf Frisdahl Andresen.

Borgmesterportrætterne er kommunens ejendom og hænger på Hvidovre Rådhus som en del af den faste, offentlige udsmykning. Her kan alle borgere opleve dem, når de besøger rådhuset ved fx vielser eller kommunalbestyrelsesmøder.

Valget af Mie Mørkeberg

Hvidovre Kunstråd havde foreslået otte forskellige kunstnere til opgaven, og valget faldt på Mie Mørkeberg. Hun er kendt for sit levende og farverige udtryk samt sin evne til at væve symbolik og fortælling ind i sine værker – bedst kendt i offentligheden for det store maleri ”Samtalen 1918-2024” med 30 markante kvinder i dansk politik, som i dag hænger på Christiansborg.

– Jeg er meget glad for, at vi har landet en aftale med netop Mie Mørkeberg. Hun har et klart og farverigt udtryk, og hun benytter sig fx symboler, der gør hendes værker levende og nærværende. Jeg er meget begejstret for hendes portrættering af demokratiets kvinder på Christiansborg, og jeg kan se mig selv i hendes værdier. Derfor er jeg både stolt over og taknemmelig for, at hun har sagt ja til opgaven, siger Anders Wolf Frisdahl Andresen.

Mie Mørkeberg ser også frem til samarbejdet:

– Jeg er både glad for og beæret over at være blevet udvalgt til at indgå i Hvidovres fine tradition for borgmesterportrætter. Jeg ser frem til at skabe et nutidigt portræt af borgmester Anders Wolf Frisdahl Andresen. For mig skal et stærkt portræt rumme to tilstedeværelser, nemlig den portrætterede og kunstnerens blik. Samtidig er det vigtigt for mig, at værket afspejler den tid, vi lever i. Jeg glæder mig også over, at portrættet vil være offentligt tilgængeligt for borgerne i Hvidovre Kommune, siger hun.

Kommunens udgifter til portrættet er 200.000 kr. Midlerne til portrættet er fundet inden for den eksisterende ramme til politiske aktiviteter og påvirker dermed ikke kommunens velfærdsområder.    

Fakta:

Hvidovre har haft tradition for malede borgmesterportrætter siden 1952

Der hænger i dag syv portrætter på rådhuset

Rammen på 200.000 kr. er vedtaget af en enig Kommunalbestyrelse i august 2025

Portrættet forventes offentliggjort i 2027     

red
menu
menu