Hvidovre Avis 100 år - Et barn af sin tid
Af Museumsinspektør Bitten Larsen, Forstadsmuseet
100 ÅR: I disse år er der mange 100 års-jubilæer i Hvidovre. En af de jubilarer, som har berørt flere mennesker end i de fleste jubilarer, fejres i disse dage. Hvidovre Avis blev skabt i en tid, hvor verden slog kolbøtter. I en by i vækst, som ingen kunne forestille sig, hvor ville ende.
I de år voksede byen med rivende hast. Hvert årti blev indbyggertallet fordoblet: fra 5.765 i 1928 over 9.850 i 1938 til 18.450 indbyggere i 1948, og i årene op til var det gået endnu hurtigere med transformationen af den tidligere landsby på vej mod nutidens moderne forstad.
Blandt dem, der kom i den travleste tid, var den 33-årige Niels Madsen og hans kone Maren Kirstine. Ægteparret købte et sommerhus, der lå på de nyudstykkede jorder fra Risbjerggård, og flyttede ind i det lille bindingsværkshus med stue, køkken og et værelse. Her blev Hvidovre Avis grundlagt med en udgivelse allerede i august 1925.
Driftigheden var stor på de tidligere marker. Lyst- og sommerhusene skød op, og selvom de ikke var godkendte til beboelse, trak de nye beboere til Hvidovre i en tid, hvor københavnske boliger var en mangelvare. Her var mulighed for at købe en grund, og selvforsyning fra egen have var lige så eftertragtet som tag over hovedet.
Som historiker er det let at læse oprettelsen af Hvidovre Avis ind i den brede fortælling om lysthusbeboerne. Driftighed er nævnt, men også en ukuelighed og evne til at finde løsninger var nødvendig for at skabe et hjem på de tidligere marker. At oprette og holde et bladhus kørende krævede samme karakteristika, og selvom andre lokale blade opstod i samme periode, blev det Hvidovre Avis, der stadig står efter 100 år.
Et spejl af Hvidovres udvikling
På Forstadsmuseet har vi de fleste årgange af Hvidovre Avis fra 1926 og frem. 100 års Hvidovre-historie fint indbundet som man gjorde engang. De fylder mere end en reol, og med dem kan vi og andre interesserede gå på opdagelse.
Her kan man læse om nationale begivenheder og strømninger set gennem forstaden som linse. Om lokale forretningers ekstraordinære lukkedage under 2. verdenskrig, stoltheden over Schønnemanns ultramoderne rådhus i 1955, skoleåbninger og -lukninger og ikke mindst sportens mange ansigter. Hvidovre Avis ikke bare en referent af historien, men en integreret del af 100 års lokal identitet.
For 100 år siden var det vigtigt med et lokalt medie til at tage spørgsmål med særlig relevans for Hvidovres borgere op. Og i dag er de lokale aviser stadig vigtige for den demokratiske samtale. Om de udkommer dagligt eller ugentligt er af mindre betydning, for uanset frekvens er de vigtige bindeled mellem borgere, politikere og myndigheder.
Niels Erik, Kim og Maibritt: Fra Forstadsmuseet ønsker vi jer og jeres familie et stort tillykke med Hvidovre Avis og siger tak for 100 års samtale!
Foto: Da familien Madsen flyttede ind på Risbjerggårds Allé var der allerede fuldt af liv i de små selvbyggerhuse. Og sognerådsformanden kone Augusta drev en lille forretning i kvarteret. foto: Forstadsmuseet.
Bitten Larsen