HVIDOVRE AVIS I 100 år

100 ÅR: Der er ikke noget at sige til, at Hvidovre Avis’ nu 88-årige chefredaktør Niels Erik Madsen er noget miljøskadet. Han kunne faktisk sige: ”Hvidovre Avis” – eller noget der lignede det – før han sagde far og mor.

Som næsten spæd lå han nemlig på gulvet, og efterabede sin mor, der passede telefonen på lokalavisens første kontor i privatboligen på Risbjerggårds Alle, mens farmand kørte rundt i byens gader efter annoncer eller deltog i møder.

– Ofte blev min mor spurgt, om hun havde papegøjer, fordi jeg vist nok efterlignede det hun sagde i telefonen, erkender redaktøren.

Hvidovre Avis har ført en noget omtumlet tilværelse adressemæssigt, indtil det blev etablerede et rigtigt bladhus ved at  købe ejendommen på Hvidovrevej 301 i 1974, og nogle år senere fik bladhuset suppleret med naboejendommen. Nu er avisen dog flyttet til et mindre sted på Hvidovrevej 109, bl.a. fordi der ikke længere er behov for sætteri, fotoafdeling og trykfaciliteter, og medarbejderstaben deraf formindskes.

Start i sommerhus

– Den egentlige start foregik i privatboligen på Risbjerggårds Alle 6, hvor mine forældre først byggede et sommerhus og senere en bungalow, som i øvrigt stadig ligger der, omend fornemt moderniseret, fortæller Niels Erik Madsen.

– De første 8-10 år var meget svære. Både min far og mor måtte have ekstra arbejde om aftenen på Frederiksberg Teater, for at få det til at løbe rundt. Men de troede på det, selvom min far vist kun nåede at opleve lidt af den høst, de havde sået sammen.

Kort før min fars død i 1948, blev det således aftalt, at avisen skulle flytte til nye lokaler - et ekspeditionskontor og et lille baglokaler – i Hvidovregade 51 hos familien Brown. Kort efter overtag Elin & Erik Nielsen ejendommen, og avisen havde et godt fællesskab og lejemål i en årrække.

Redningsmand fra Hillerød

Min far nåede aldrig at flytte med til Hvidovregade. Mærket af sygdommen havde han dog allieret sig med en god ven, Axel Nøhr Møller, der var ansat på vort daværende tryksted, Frederiksborg Amts Avis i Hillerød. Nøhr Møller blev overtalt til at hjælpe min mor i sygdomsperioden, men min far kom ikke tilbage, han døde i 1948, kun 55 år gammel.

Nøhr Møller trådte til som forretningsfører og ansvarshavende redaktør, og nogen bedre mand kunne avisen næppe have fået.

Han var fantastisk ihærdig og arbejdsom, hentede alle annoncerne rundt i byen, og skrev samtidigt referater fra byrådsmøder og alt andet der foregik i vor kommune. Han var også initiativtager til en række foreninger og organisationer, hvoraf flere stadig findes, bl.a. Hvidovre Lions Club og Fugleskydningsselskabet. Han var også ildsjælen bag byfesterne til fordel for Friluftsbadet, samt de dengang så populære ”Dansens Dag”-arrangementer på Risbjerggaard.

Da Hvidovre Avis fejrede 25 års jubilæum, foregik det i danseskolens sal, og jeg husker det som en stor dag med mange gratulanter.

Som 18-årig begyndte jeg så småt på avisen, efter et mislykket eventyr som boghandlerlærling. Jeg havde dog allerede skrevet om sport fra jeg var 15-16 år gammel, så der var vel ikke tvivl om, at det var den vej, jeg skulle.

Slemt flytteri

Kort efter begyndte vi et flytteri, som jeg ikke syntes særlig om, og som jeg også kun oplevede ”lidt på afstand”, idet min arbejdsplads i slutningen af 50’erne og først i 60’erne var på Rådhuspladsen i København på Ekstrabladets redaktion.

I nogle år havde Hvidovre Avis til huse i en bazarbygning på Hvidovrevej ved ”Alt for Damerne”. Da ejendommen skulle indgå i et nyt stort bolig- og forretningskompleks ”Hvidovrevejens Butikscenter” med bl.a. Kvickly, måtte avisen midlertidigt flytte til ejendommen på hjørnet af Hvidovrevej/Allingvej, hvor der nu er p-plads.

Fra disse to små steder husker jeg et par gode medarbejdere, som egentlig var ansat som kontorfolk, men som efterhånden også blev udfarende, og lavede reportager og udmærket journalistik. Den ene hed Leif Funkmann, og den anden Børge Topgaard. I sær sidstnævnte huskes nok stadig af flere i Hvidovre.

Kniven på Struben!

Endelig i 1967 fik avisens medarbejdere – vi var nu blevet 5-6 af slagsen – større og rimeligere arbejdsforhold, idet vi rykkede ind i ejendommen ”Hvidovre Centret” på Hvidovrevej 137.

– Jeg var kort forinden vendt tilbage til Hvidovre Avis, dels på grund af for meget rejseri, og nok mest fordi min mor gav mig ”kniven på struben”: Enten kommer du hjem, eller også bliver avisens afhændet…

På det tidspunkt var de store bladhuse i fuld gang med at opkøbe lokalaviser i det storkøbenhavnske område, så for mig var det ikke noget valg.

For det første var jeg Hvidovredreng med hud og hår, og for det andet vidste jeg jo, hvor meget mine forældre havde slidt og slæbt for ideen.

Fik endelig et bladhus

Efter at have overtaget ledelsen af bladet i 1973, mente jeg tiden var inde til, at vi fik vores eget, og det blev ejendommen på Hvidovrevej 301, hvor der bl.a. var plads til eget sætteri og reklameafdeling.

Der har vi som bekendt haft et virksomt liv med 14-15 medarbejdere indtil oktober 2025. Nu er vi kun 5-6 medarbejdere og er flyttet tilbage til Hvidovre Nord i mindre lokaler på Hvidovrevej 109.

For at gøre familiehistorien omkring Hvidovre Avis fuldstændig, vil jeg da også udtrykke glæde over, at mine to voksne børn, Kim og Maibritt, gennem mere end 25 år har vist interesse og talent for bladvirksomhed. Begge har været ude i mediebranchen andre steder, men er nu som 3. generation rykket ind som henholdsvis direktør og bladchef. Og der er såmænd også ”gener” i 4. generation, da mine to børnebørn også arbejder på avisen, som sportsjournalist, fotograf og grafiker.

HVIDOVRE AVIS – og de andre lokalaviser

Det er ingen hemmelighed, at den trykte presse – både dagblade og lokalaviser – har haft vanskelige vilkår gennem de seneste 10-15 år i takt med digitaliseringens fremmarch.

På Hvidovre Avis har vi forsøgt at holde fanen højt, fordi vi fortsat tror på behovet for et lokalt medie, der sagligt fortæller om livet i byen og giver plads til meninger, forslag og kritik i en ordentlig tone.

Desværre har flere af vore lokalavis-kolleger, blandt andet i Rødovre, Glostrup, Brøndby, Albertslund og Gladsaxe, måttet lukke. De fleste har været ejet af større dagbladskoncerner og har måske ikke haft helt samme lokale forankring.

Vi tror fortsat på fremtiden og håber på opbakning til bevarelsen af et lokalt medie, hvor borgerne kan komme til orde, og hvor Hvidovres historie og udvikling fortsat kan fortælles.