Hvidovre bruger mest på ældrepleje – men ligger næstsidst i tilfredshed
Borgere utilfredse med ældreplejen – borgmester lover forbedringer og at der fortsat bliver arbejdet målrettet på at styrke ældreplejen, blandt andet med konkrete forbedringer af arbejdsmiljøet og de fysiske rammer
NYHEDER: En ny landsdækkende undersøgelse foretaget for Ældreministeriet viser, at Hvidovre Kommune ligger nummer 94 ud af landets 98 kommuner, når det gælder borgernes tilfredshed med ældreplejen. Resultatet tages med stor alvor i kommunen, for ældreplejen skal være noget, borgerne kan have tillid til og være trygge ved, understreger borgmester Anders Wolf Andresen.
– Det er ikke godt nok, og det skal gøres bedre. Der er kun to andre kommuner i landet, der bruger flere penge end Hvidovre på pleje og omsorg af vores ældre, og det skal kunne mærkes. Det er en helt klar politisk prioritering, at vores ældre medborgere skal opleve tryghed, omsorg og en værdig alderdom, siger borgmesteren.
Selvom placeringen er lav, kommer den dog ikke helt bag på Hvidovre Kommune. Undersøgelsen blev nemlig gennemført omkring årsskiftet – netop i en periode, hvor der var store forandringer i hjemmeplejen.
– Det er noget nær det værst tænkelige tidspunkt, undersøgelsen er gennemført. Vores medarbejdere var pressede af en større forandringsproces med at flytte ind i nye lokaler i Multihuset og samtidig organisere sig i faste teams. Begge er tiltag, der fører til store forbedringer for borgere og medarbejdere, men som kræver tid at implementere fuldt ud. Så når man spørger, hvordan det går, midt i den proces, så får man et svar som det, vi har fået her, siger Anders Wolf Andresen.
Siden da har kommunen taget en række konkrete skridt for at styrke hverdagen i ældreplejen. Der har været en stor indsats for at forbedre arbejdsmiljøet og trivslen med en tæt inddragelse af medarbejderne, og der er ansat en ny leder af hjemmeplejen. Derudover er der gennemført store forbedringer af de fysiske rammer i Multihuset, ligesom der er kommet flere parkeringspladser og indkøbt nye elbiler til medarbejderne.
– Jeg besøgte selv hjemmeplejen og visitationen i foråret og kunne se, at der var udfordringer. Dem tog vi straks fat på i samarbejde med administrationen, og jeg håber, at vi politisk kan blive enige om at gennemføre endnu flere forbedringer. Jeg ser samtidig frem til at hilse på den nyansatte leder af Hjemme- og Sygeplejen, Gitte Risom, som kommer med solid erfaring fra området og ledelseserfaring fra sygehus og plejehjem. Jeg oplever en stor vilje blandt medarbejderne til at skabe en god og stabil hverdag for borgerne. De knokler hver dag, og jeg vil gerne opfordre til, at vi giver dem ro og respekt i forhold til alt det nye, der sker som følge af ældrereformen, siger Anders Wolf Andresen.
Fælles udfordring
Undersøgelsen fra Ældreministeriet viser også, at flere af vores nabokommuner ligger lavere eller på samme niveau som Hvidovre. Det peger på en fælles udfordring i hovedstadsområdet med bl.a. rekruttering – men også på, at borgerne her har høje forventninger til den hjælp, de får.
– Det skal de også have. Vi bruger mange ressourcer på ældreområdet, fordi vores borgere fortjener en god og værdig pleje, understreger borgmesteren.
Et vigtigt skridt i udviklingen af ældreplejen er den nye Ældrelov, som trådte i kraft 1. juli. Loven skal give ældre borgere større selvbestemmelse og fleksibilitet i den hjælp, de modtager. Mange af lovens værdier – som helhedsorienteret pleje, forebyggelse og tæt samarbejde med pårørende – har Hvidovre allerede arbejdet med i flere år.
– Men vi ved, at nye tiltag tager tid at implementere. Derfor besluttede Kommunalbestyrelsen allerede ved sidste års budgetaftale, at der skal gennemføres en lokal tilfredshedsundersøgelse blandt modtagerne af hjemmehjælp inden udgangen af 2025, siger, siger Anders Wolf Andresen.
Et nyligt møde med både brugere af hjemmeplejen og Bruger- og Pårørenderådet viste desuden, at der også er ros til hjemmeplejen, og at mange er glade for den hjælp, de får. Samtidig står det klart, at der fortsat er områder, hvor indsatsen kan styrkes.
– Jeg ser meget frem til resultatet af den kommende undersøgelse. Den vil give os et klarere billede af, hvordan vores ældre oplever hjælpen – og hvor vi skal sætte ind for at gøre det endnu bedre, slutter borgmesteren.
Foto: Den samlede tilfredshed med den modtagne hjælp blandt borgere, der modtager hjemmehjælp, i Hvidovre Kommune: Meget tilfredse: 19 %, Tilfredse: 46 % ,Hverken tilfreds eller utilfreds: 23 %, Utilfreds eller meget utilfreds: 12 %
red
