Hvidovre tager næste skridt mod ny idræts- og byudvikling

Hvidovre tager næste skridt mod ny idræts- og byudvikling

Med Idrætsvisionen sætter Hvidovre skub i arbejdet med at binde byen tættere sammen og skabe bedre rammer for foreninger, fællesskab og hverdagsliv

NYHEDER: Flere steder i Hvidovre kan de kommende år blive forvandlet til nye samlingspunkter for både idræt, fritidsliv og byliv. Med Idrætsvisionen arbejder Hvidovre Kommune på at udvikle områderne omkring blandt andet Hvidovre Stadion og Strandmarkens Fritidscenter, så de i fremtiden kan binde byen bedre sammen og skabe mere liv og flere fællesskaber på tværs af alder og interesser.

Kommunalbestyrelsen fik på det seneste møde en status på arbejdet, og i løbet af året ventes flere politiske beslutninger om visionens delprojekter.

– Forberedelserne tager lidt tid, for hvis det var enkelt, så var det nok blevet gjort for lang tid siden. Jeg er godt tilfreds med, at vi nu er ved at være så langt, at Kommunalbestyrelsen snart skal træffe beslutninger om de første skridt til at realisere den meget store Idrætsvision med tre lige så store projekter. Vi arbejder målrettet frem mod flere moderne Idrætsfaciliteter til kommunens foreninger og borgere, og vi kommer selvfølgelig også til at involvere de relevante klubber, foreninger og naboer, siger Anders Wolf Frisdahl Andresen.

Økonomien analyseres

Kommunalbestyrelsen har bedt om at få lavet en foranalyse af økonomien i projektet. Det drejer sig i første omgang om foranalyser af arealer ved Hvidovre Stadion, der som en del af visionen skal sælges til byudvikling for at kunne bidrage til finansiering af et nyt atletikstadion og foreningsfaciliteter ved Strandmarkens Fritidscenter.

Arbejdet er i gang, og resultaterne skal indgå i arbejdet med at finde en model for, hvordan et nyt stadion eventuelt kan finansieres og bygges. Analysen skal bl.a. afdække værdien af de arealer, der kan indgå i projektet. De tre områder, der i første omgang skal udvikles som en del af Idrætsvisionen, er bagved Langhøjskolen, hvor der skal bygges et nyt klubhus og baner til Boldklubben Friheden, SFC-grunden (Strandmarkens Fritidscenter), hvor der skal bygges et nyt atletikstadion og haller samt et Superligaklar stadion, hvor det nuværende Hvidovre Stadion ligger.

Flere scenarier for SFC

Udover den økonomiske foranalyse er der også lavet en såkaldt ressourcescreening af Strandmarkens Fritidscenter. Den viser, at der kan være et stort potentiale i at genbruge materialer fra SFC-bygningen, hvis den rives ned.

Den rådgiver, der har lavet screeningen, peger på forskellige mulige scenarier for SFC-bygningen, som nu skal undersøges nærmere. Det ene scenarie er, at bygningerne rives ned, og der bygges nyt. Det andet at dele af bygningerne bevares, så de foreninger, der benytter den i dag, evt. fortsat kan gøre det. Udover ressourcescreeningen er der lavet en miljøscreening, der handler om at kigge på de miljømæssige forhold i bygningerne.

Kommunalbestyrelsen behandler i juni en opdatering af Idrætsvisionens projektramme og vision. Man kan læse mere om Idrætsvisionen – ”Vi bevæger Hvidovre” på hvidovre.dk/idrætsvision

 

menu
menu