Jazzkoncert med Fanjazztic5
Gratis jazzkoncert i Strandmarkskirken
ARRANGEMENT: Søndag den 31. august kl. 15 på kirkepladsen inviterer Strandmarkskirken igen indenfor til glad og velklingende jazz - som man kun kan blive glad i låget af - med Fanjazztic5.
Man gentager succesen fra sidste år med uddeling af sangblade, så alle kan synge med på udvalgte sange fra den danske sangskat.
- Vi glæder os til, at I møder op og nyder lidt godt at drikke og sidder i solen (forhåbentlig - ellers rykker vi indenfor i tørvejr) og bare slapper af og vrikker med foden til lækker musik. På skønsang har vi Louise, Thomas spiller lystigt på sin saxofon, Anders kærtegner så fint sin store kontrabas, Lars spiller trommen (det lille skind) og manden som holder styr på det hele, og spiller skønt klaver, hedder Søren. Vi glæder os til at spille for jer igen,” lyder det fra tromme-Lars, som er et kendt ansigt, da han tidligere har været kirketjener i Strandmarkskirken.
Vand, vin, øl og musik er gratis, og man er velkommen til at give en donation til kirkens julehjælp på MobilePay 57316 “Andre indsamlinger (SMK)” eller kontant i kassen ved drikkevarerne.
red
