Juletræ foran rådhuset
Nyt permanent juletræ skal grønne op foran Hvidovre Rådhus
NYHEDER: Fra i år bliver der plantet et permanent juletræ foran Hvidovre Rådhus. Beslutningen, der blev godkendt i Klima-, Miljø- og Teknikudvalget og senere i Økonomiudvalget, betyder, at kommunen fremover sparer årlige fældninger af store grantræer fra private haver.
Hidtil har kommunen hvert år fældet to store grantræer – ét til Hvidovre Torv og ét til rådhuset. Men med den nye løsning plantes en Nordmannsgran på græsset foran rådhuset, cirka 15 meter fra den nuværende juletræsplacering. Træet, der ved plantning vil være 8-9 meter højt, bliver en fast del af rådhusområdet og vil vokse med omkring 30 cm om året.
Det permanente træ betyder, at der fremover kun skal fældes ét grantræ om året – nemlig til Hvidovre Torv, hvor der ikke er mulighed for at plante et permanent træ. Træet foran rådhuset leveres med en rodklump og planlægges plantet i oktober 2026, så det kan stå klar som juletræ i december samme år.
red
