Kirken på Hvidovre Hospital fylder 25 år

Kirken på Hvidovre Hospital fylder 25 år

På fredag er det 25 år siden, at Maria Magdalene Kirken på Hvidovre Hospital blev indviet. Det fejres med en gudstjeneste og reception

NAVNE: Det er så yndigt at følges ad – og det har Maria Magdalene Kirken og Hvidovre Hospital snart gjort i 25 år.

Det markerer kirken med en gudstjeneste på fredag den 27. februar 2026 i den smukke trækirke, som er inspireret af de gamle trækirker på Færøerne.

Gudstjeneste og reception

Gudstjenesten begynder kl. 14 ved de to præster ved hospitalskirken, Marianne Thestrup Jensen og Trine Kern Kernel.

Efter gudstjenesten er der reception, hvor bl.a. formanden for menighedsrådet ved Hvidovre Kirke, Susanne Holm-Hansen, holder tale.

Alle er velkomne til gudstjeneste og reception.

Om Maria Magdalene kirken

Hvidovre Hospitalskirke ligger midt i Hvidovre Hospital som en lille tilbygning.

Kirken består af et enkelt lokale, som er udført efter tegning af arkitekt og kunstner Alan Havsteen-Mikkelsen i 2001. Kirken er opført med det specifikke mål at adskille sig fra det øvrige hospitalsbyggeri, og indvendigt præges kirken derfor af træ i varme farver, som dækker alle flader.

Mod nord i kirkerummet samler opmærksomheden sig naturligt om den store glasmosaik af maleren Mogens Jørgensen. Motivet, som er inspireret af byzantinsk kunst, er abstrakt og holdt i lyserøde og orange farver.

Kirkens ottekantede døbefont er fremstillet af ølandssten og står på et stel af børstet stål, mens trækorset ved siden af er fra 2001. Kirkens andet kors, krucifikset på væggen mod vest, er udført af billedhuggeren Erik Heide i 2005 med inspiration i middelalderens krucifikser. Det enkle alterbord har en bordplade af ølandssten.

Kilde: lex.dk/Hvidovre Hospitalskirke

 

menu
menu