Kom i labyrinten ved Hvidovre kirke
Åbent hus i Rytterskolen med interessant indslag foran Magistergården
ARRANGEMENT: På tirsdag den 19. maj kl. 14-16 inviterer Hvidovre Lokalhistoriske Selskab (HLS) igen til ”Åbent Hus i Rytterskolen”. Denne gang skal man dog lidt udenfor, idet deltagerne skal se og høre om den såkaldte ”Chartres Labyrint”, der er placeret foran Magistergården, der ligger som nabo til Rytterskolen.
Kopi fra Frankrig
Sognepræst Inge-Hanne Broström har skrevet følgende introduktion:
– Labyrinten på på kirkepladsen er lavet som en kopi af labyrinten i domkirken i Chartres i Frankrig. Den er dog lidt mindre. Det er en énvejslabyrint, hvor der kun er en vej ind og den samme vej ud. Måske tror man, at labyrinter er noget man skal fare vild i, men sådan er det ikke i de kristne labyrinter, som man har kendskab til helt tilbage fra den tidligste kristendom. Her skal man ikke bruge kræfter på at finde vej, men bare vandre ind mod labyrintens centrum. Det giver ro til at tænke, meditere og fordybe sig, og i den stilhed, vil man opleve at komme Gud nærmere...
– Så jeg glæder mig til at lave en lille vandring med jer i labyrinten på Hvidovre Kirkeplads den tirsdag eftermiddag, slutter sognepræsten.
– Efter mødet med labyrinten er der kaffe og kage i Rytterskolen, og som sædvanligt vil der være mulighed for en snak med de andre gæster, oplyser formanden v Anders Aalund.
– Det er gratis for medlemmer, ikke-medl. må betale kr. 50,-, og tilmeld. skal ske via hls.nemtilmeld.dk, eller på tlf. 24 20 26 55 el. 29 92 04 17.
red
