Kortere ventetid på byggesager

Kortere ventetid på byggesager

Nye tal viser, at Hvidovre Kommune både behandler byggesager hurtigt og samtidig overholder servicemålene i alle kategorier – ligger nu som nr. 16 af landets 98 kommuner

NYHEDER: Borgere og virksomheder i Hvidovre skal generelt ikke vente længe på svar, når de søger om at bygge. Nye tal fra KL og DI Byggeri viser, at kommunen ligger i den bedste femtedel i landet, når det gælder byggesagsbehandlingstider, og opfylder de gennemsnitlige servicemål i alle kategorier.

Med en samlet placering som nummer 16 ud af 98 kommuner og en gennemsnitlig vægtet sagsbehandlingstid på 23,8 dage ligger Hvidovre i den absolutte top. Det er samtidigt med, at antallet af afgjorte sager omfattet af servicemål er steget fra 176 sager i 2024 til 240 sager 2025. I alt 86 procent af byggesagerne er behandlet inden for de fastsatte servicemål, hvor det i 2024 var 78 procent.

Især behandlingen af ansøgninger om enfamiliehuse og simple konstruktioner ligger helt i toppen nationalt. Her tager sagsbehandlingen i gennemsnit henholdsvis 20 og 23 dage, hvilket giver Hvidovre placeringer som nummer 11 og 18 i landet.

Formanden for By- og Planudvalget, Martin Amby, glæder sig over resultatet:

– Jeg er virkelig glad for, at vi kan se resultaterne af den indsats, vi har lagt i at forbedre byggesagsbehandlingen. For både borgere og virksomheder betyder det meget, at de ikke skal vente unødigt længe på svar, når de vil bygge eller udvikle noget. Vi har arbejdet målrettet med at gøre processerne bedre, og det arbejde fortsætter, siger han.

En årelang indsats

De gode resultater kommer blandt andet efter, at kommunalbestyrelsen i 2020 opnormerede bemandingen på byggesagsområdet. Siden da har byggesagsteamet arbejdet målrettet med at forbedre processerne.

Det sker blandt andet gennem optimering af sagsgange, forhåndsdialog med ansøgere og hurtigere screening af ansøgninger. Derudover er der fokus på at gøre grundlaget for byggesagsbehandlingen enklere i forbindelse med vedtagelsen af nye lokalplaner, hvilket også bidrager til kortere sagsbehandlingstider.

Fremgang på flere områder

De nye tal viser også forbedringer på andre områder end enfamiliehuse og simple konstruktioner. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for industri- og lagerbygninger er for eksempel faldet markant fra 59 dage i 2024 til 32 dage i 2025. For erhvervsetagebyggeri er tiden faldet fra 42 til 34 dage.

Samtidig ligger den gennemsnitlige behandlingstid fortsat langt under servicemålene på tværs af alle kategorier. Fx er servicemålet for enfamiliehuse og simple konstruktioner 40 dage, mens målet for etagebyggeri er mellem 55 og 60 dage.

Hvidovre Kommune vil fortsat have fokus på at udvikle området, så både borgere og virksomheder oplever en hurtig og effektiv behandling af deres byggesager i Hvidovre.

 

menu
menu