Lad os huske helheden i debatten om ældrepleje

Lad os huske helheden i debatten om ældrepleje

Velfærdsdirektør TINE LARTING med svar på læserbrev til to pårørende:

LÆSERDEBAT: Vi er oprigtigt kede af at læse to pårørendes fortælling om deres mors sidste tid, som blev bragt i avisen for nylig. Det tager vi alvorligt, og vi undersøger sagen nærmere.

Samtidig håber jeg, at jeg med nogle generelle perspektiver kan være med til at nuancere debatten. For selvom den konkrete oplevelse naturligvis skal tages alvorligt, er det også vigtigt at have fokus på helheden i vores ældrepleje.

I Hvidovre Kommune får rigtig mange borgere hver dag hjælp og pleje i deres hjem. Omkring 1.200 borgere får hjælp alene til rengøring, og dertil kommer flere hundrede, der modtager anden hjemmehjælp eller hjemmesygepleje. Det er en omfattende og vigtig indsats, som tusindvis af mennesker er afhængige af, og som hver dag bliver løst af dygtige medarbejdere.

Det er samtidig et område, hvor man arbejder med mennesker – ofte i sårbare og komplekse situationer. Og når man arbejder med mennesker, kan der desværre ske fejl indimellem. Det er ikke godt, men det er heller ikke helt til at undgå. Når det sker, ser vi det som en mulighed for at lære og forbedre os til gavn for både borgere, pårørende og medarbejdere. Det ændrer dog ikke på vores mål: At levere en værdig og omsorgsfuld indsats hver eneste dag.

Netop derfor er det også vigtigt at huske, at bag den hjælp og pleje, der ydes hver dag, står engagerede medarbejdere. De løfter en krævende opgave og møder borgerne med både faglighed, omsorg og respekt - og de er jo også kun mennesker. Så når enkeltsager fylder debatten, og hele fagligheden bliver talt ned, lægger det et stort - og ofte urimeligt - pres på dem. Det fortjener de ikke, og det gavner ikke nogen.

Min klare opfordring er derfor: Oplever du som borger eller pårørende, at hjælpen ikke matcher behovet, så tag direkte kontakt til Visitationen på telefon 3639 2880 eller på mail visitationen@hvidovre.dk. Vi lytter, og vi tager henvendelser alvorligt. Vi vil rigtig gerne den åbne og konstruktive dialog, og vi har bedst mulighed for at handle, når vi bliver kontaktet direkte.

 

Venlig hilsen

Tine Larting,

velfærdsdirektør i

Hvidovre Kommune

 

menu
menu