Lyngby styrede kampen.....men HIF havde chancerne

Lyngby styrede kampen.....men HIF havde chancerne

Lyngby rykkede op efter 2-0 sejr på Hvidovre Stadion – HIF skal have fuldt udbytte i de sidste tre kampe, hvis drømmen skal bevares

Fodbold: Der var lagt op til topfodbold på Hvidovre Stadion lørdag eftermiddag, da Hvidovre tog imod Lyngby i en kamp med stor betydning i toppen af 1. division.

Gæsterne skulle blot bruge ét point for at sikre sig oprykning til Superligaen, mens HIF havde brug for en sejr for ikke at miste kontakten i kampen om 2. pladsen.

Selve spillet levede dog ikke helt op til de store forventninger. Lyngby spillede et gear højere, havde mest kontrol på midtbanen og pressede mest på for en scoring, men HIF igen stod  stærkt defensivt og gjorde det svært for gæsterne at skabe de helt store muligheder.

Mod slutningen af 1.halvleg fik hjemmeholdet lidt bedre fat, men samlet set var det Lyngby, der havde mest grund til tilfredshed ved pausen.

HIF havde chancer

Spillebilledet fortsatte efter pausen, hvor Lyngby styrede tingene. Kort efter pausen var HIF dog tæt på, da Andreas Smed lagde bolden perfekt ind til Ayo Simon Okosun, hvis hovedstød blev mesterligt reddet af Lyngbys keeper.

Efter en times spil kom gæsterne foran, da en afslutning fra kanten af feltet gled under armen på Marco Brylov og ind i nettet til 1-0.

Målet blev et hårdt slag for HIF, der havde svært ved at skabe momentum offensivt. Mod slutningen satsede hjemmeholdet alt frem i jagten på en udligning, men i overtiden slog Lyngby til på en omstilling og lukkede kampen til 2-0.

Sejren betyder, at Lyngby kunne fejre oprykning til Superligaen, mens HIF nu er alvorligt presset i kampen om den sidste oprykningsplads.  Skal drømmen holdes i live, kræver det næsten fuldt udbytte i de sidste tre kampe. 

 

 

ka-ma
menu
menu