’Mød en virksomhed’ åbner dørene til fremtiden

’Mød en virksomhed’ åbner dørene til fremtiden

Messen ’Mød en virksomhed’ giver Hvidovres unge inspiration til job og uddannelse

UDDANNELSE: Hvad drømmer dit barn om at lave, når skolen slutter? Hvilke job og uddannelser findes der – og hvordan finder man egentlig sin egen vej?

På tirsdag den 30. september åbner messen ’Mød en virksomhed’ dørene på Enghøj Gymnasium og giver Hvidovres unge en unik chance for at finde svarene.

Messen samler lokale virksomheder fra mange forskellige brancher, hvor de unge kan møde både lærlinge, medarbejdere og chefer. Her kan de få et realistisk indtryk af arbejdet som fx elektriker, sygeplejerske, glarmester, ejendomsmægler eller anlægsgartner - og samtidig få inspiration til, hvilken retning de vil gå efter folkeskolen.

Hvidovre Kommunes uddannelsesvejledere er også til stede for at støtte de unge i at koble inspirationen fra messen med deres egne ønsker og muligheder.

Vigtig forældrerolle

Formålet med messen er at inspirere de unge og give den et indblik i de mange spændende muligheder, der venter efter folkeskolen. Men messen handler ikke kun om de unge – forældrene spiller også en vigtig rolle.

- Messen kan være et rigtig godt udgangspunkt for en snak om fremtiden. Det er ikke kun en dag, hvor de unge ser og oplever forskellige job- og uddannelsesmuligheder – det kan også blive starten på en vigtig dialog som kan hjælpe de unge med at forstå de mange muligheder og træffe kvalificerede valg, siger borgmester Anders Wolf Andresen.

Han fremhæver også, at samarbejdet med det lokale erhvervsliv gør messen til noget helt særligt:

– Virksomhederne lægger stor energi i at vise, hvordan hverdagen ser ud i deres fag, og det kan inspirere de unge til at overveje veje, de måske ikke selv havde tænkt på. Det er en vigtig del af arbejdet med at få flere unge til at se mulighederne i erhvervsuddannelser og faglært arbejde, forklarer borgmesteren.

Messen er også en oplagt mulighed for de unge til at finde en praktik- eller læreplads, ligesom flere af de deltagende virksomheder har mulighed for at tilbyde de unge et fritidsjob.

’Mød en virksomhed’ finder sted på Enghøj Gymnasium, Blytækkerporten 2, tirsdag den 30. september kl. 11.00–15.00.

Alle elever fra Hvidovres 8. og 10. klasser deltager som en del af undervisningen, men messen er åben for alle unge og deres forældre.

Der er gratis adgang. Læs mere på mødenvirksomhed.dk.

Som opfølgning inviterer Hvidovre Kommune også til en stor Uddannelsesaften for elever og forældre i 8.–10. klasse torsdag den 23. oktober på TEC i Hvidovre. Her kan man møde undervisere, vejledere og elever fra en lang række uddannelsesinstitutioner og få endnu mere viden og inspiration til de kommende valg.

Man kan læse mere om Uddannelsesaftenen på hvidovre.dk.

 

menu
menu