Mødet med Mads blev begyndelsen på alt

100 år: Det var en varm torsdag i juni 1976.

Jeg var lærerstuderende. Og postbud i sommerferien.

Sammen med en kollega sad jeg i min have på Valorevej og fik en øl, før vi kunne afregne på postkontoret.

Hvidovre Avis var kommet.

Jeg nåede til side 3. Der var artiklen, der ændrede mit liv:

”IKKE MERE VED HVIDOVRE AVIS” stod der.

To kendte medarbejdere måtte forlade avisen. Fra en telefonboks ringede jeg til redaktør Niels Erik Madsen – eller ”Mads” som han underskrev sig og blev kaldt til møde.

Jeg havde elsket at skrive fra jeg var en lille dreng. Nu skulle det afprøves på professionelt plan.

Det var med ærefrygt jeg nærmede mig mødet med Mads.

Hvidovre Avis var den store sammenholds-faktor i kommunen på den tid – sammen med HIF’s divisionshold i fodbold.

På afstand lignede Mads en brysk avis-Godfather. Men det var kun på overfladen, skulle jeg snart erfare.

Jeg fik udleveret et par opgaver. Løste dem. Og betalingen pr. linje blev hurtigt til en månedsløn og fast ansættelse som journalist.

I stueetagen på Hvidovrevej 301 sad forretningsfører Benny Nielsen og annoncefolkene Ove Christophersen, Viggo Nielsen og Jørgen Nielsen. Senere kom Preben Knak til og Benny blev afløst af Valter Bang Andersen.

Småannoncer og administration tog Anita Holm, Annette Strate og Tove sig af.

Og Mads’ kone Nina styrede distributionen med sikker hånd.

Oppe på 1. sal sad redaktionen.

I begyndelsen med Harry Jørgensen og Wilbour Nielsen, som begge efter en glorværdig dagblads-karriere tog en sidste tjans inden pensioneringen.

Leif Jensen tog sig af det kommunalpolitiske stof og Henry Højgaard passede politistoffet.

Svend Gettermann var lige kommet til og leverede især humoristisk stof.

Sjovest var hans årlige aprilsnar. Den bedste var nok da han lod Store Hus i Avedøre Stationsby hælde til siden som det skæve tårn i Pisa.

Beboerne blev rasende. En enkelt familie flyttede på hotel for en sikkerheds skyld – og vi blev truet med sagsanlæg og det der er værre. Humor kan være en barsk affære.

Kim Garde Madsen var fotograf inden han gik i lære på Sjællands Tidende og blev afløst af Ronald Nielsen.

Snart kom der mange engagerede journalister til.

Først unge Carsten Werge, der var myreflittig og en uundværlig tovholder for motionscykelløbet Hvidovre Tour, som snart blev næststørst på deltagerantal i Danmark.

Og så kom de efterhånden en for en:

Kurt Stendal, Ole Skouboe, Birger Pedersen og Torben Kragh.

Fælles for disse nævnte – samt undertegnede – var at de siden fik en livslang journalistisk karriere.

Det var en fantastisk læreplads. Mads havde et uhyre godt blik for talent. Og var et forbillede journalistisk under den lidt bryske overflade.

Dels sproget. Mads lavede blandt andet topklasse indledninger på alt han skrev, så man MÅTTE læse videre.

Og så var han en fantastisk billedbeskærer. Jeg husker det chok jeg fik da han i en af de første aviser jeg bidrog til klippede slips, ører og hår af Københavns Amtsborgmester til et længere interview. Uhyre udtryksfuldt.

Det brændte sig ind i mig – og jeg har brugt det som udgangspunkt for de titusinder af fotos jeg har redigeret i min karriere.

Og så lærte vi af hinanden. Tøjlerne var løse. Vi fik lov til at udfolde os på Mads’ avis.

Det var nok ikke journalistikken alene der gjorde det.

Men det var år med stor økonomisk fremgang. Annoncerne der skaffede pengene strømmede ind. På et tidspunkt ramte vi stort set 36 af de store broadsheet-sider hver uge.

Men det betød også, at vi var nødt til at ”springe” med fire dyre sider, hver gang vi øgede sidetallet.

Derfor indførte vi i begyndelsen af firserne ”Hvidovre magasinet”, så vi kunne nøjes med at ”springe” to sider op ad gangen.

Det blev en økonomisk og publicistisk succes.

Senere blev jeg involveret i Hvidovre-Rødovre fusionen.Vi overtog Rødovre Avis. Lagde den sammen med den anden avis i Rødovre. Og fik dermed bl.a adgang til Rødovre Centrums annoncer – og stod i det hele taget stærkere over for annoncørerne.

Og dermed var det også tid for mig at komme videre.

Jeg måtte efterhånden bruge det meste af min tid på det kommercielle. Og så kunne jeg jo lige så godt have overtaget min mors restaurants-bedrift.

Jeg ville prøve mig som journalist i dagspressen som udkommer hver dag og senere døgnet rundt. Jeg blev nyhedsredaktør på B.T. Redaktionschef på TV-Avisen. Informationschef i Hafnia-koncernen. Sports­redaktør og senere tillidsmand på B.T.

Om nogle uger kan jeg fejre 50 år med journalistik.

Artiklen på side 3 og mødet med den ”bryske Mads” ændrede mit liv. Og det har jeg aldrig fortrudt.

Hjerteligt tillykke med de 100 år, Hvidovre Avis!

PS: Skulle jeg have glemt et navn undervejs, så undskyld. Dette er baseret på hukommelsen hos en snart 74-årig mand.

Foto: ”Mads” holdt skarpt og tæt øje med HIF’s kampe....