Musikalsk åndehul for patienter på Hvidovre Hospital

Musikalsk åndehul for patienter på Hvidovre Hospital

Ensemblet MusikBeRiget tager på musikalsk stuegang

NYHEDER: Flere gange om måneden fylder klangen af strygere og blæsere gangene på Hvidovre Hospital, når ensemblet MusikBeRiget tager på ’musikalsk stuegang’ for indlagte patienter. Initiativet, der startede som en personlig mission for violinist Lisbeth Sagen i 2007, er nu sikret de næste tre år takket være en bevilling på 1,3 millioner kroner fra Spar Nord Fonden.

Musik som medicin

Lisbeth Sagen fik ideen, da hun selv var indlagt med sin lille datter på hospitalets neonatalafsnit.

 - Jeg manglede et rum, hvor følelserne kunne få frit spil – uanset om de handlede om sorg eller lettelse. Musik kan forløse og opløfte både patienter og pårørende, fortæller hun. I dag spiller MusikBeRiget ikke kun på Hvidovre Hospital, men også på en lang række andre hospitaler landet over.

På Palliativ Enhed i Afdeling for Ældresygdomme og Lindrende Behandling er besøgene blevet en fast tradition.

- Der er en højtidelig stemning, de dage MusikBeRiget kommer. Patienterne kan fx vælge en sang, der knytter sig til et minde, og så skabes der nye, fine minder sammen med pårørende, siger sygeplejerske Tanja Sofie Hansen, der har arbejdet i enheden siden marts 2025. Hun tilføjer: - Musikken fylder hele afsnittet og skaber en særlig stemning, der også berører os medarbejdere. Det kan sætte gang i gode samtaler og give et åndehul i hverdagen.

Forskning og fremtid

 MusikBeRigets arbejde følges nu af antropologer fra Københavns Universitet i forskningsprojektet Emotion Medicine, der undersøger, hvordan musik og dyr kan skabe særlige øjeblikke og nye former for omsorg for kritisk syge patienter. Projektet er støttet af Carlsbergfondet og ledes af lektor Anja Marie Bornø Jensen.

Med den nye bevilling er musikbesøgene på Hvidovre Hospital sikret frem til 2028 – til glæde for både patienter, pårørende og personale.

 

red
menu
menu