Ny udvikling i foreningsgodkendelse
Risbjerggaard Gruppen inviteres til dialog med Kultur- og Fritidsudvalget 10. august
NYHEDER: Kultur- og Fritidsudvalget inviterer Risbjerggaard Gruppen til dialogmøde den 10. august 2026. Mødet bliver afgørende for, hvordan sagen udvikler sig. Her vil Risbjerggaard Gruppen få lejlighed til at præsentere sine synspunkter og drøfte mulighederne med udvalget.
- Jeg er glad for, at Kultur- og Fritidsudvalget ønsker en direkte dialog med Risbjerggaard Gruppen, før der træffes en endelig beslutning. Det giver os mulighed for selv at forklare vores forenings natur, formål og frivillige aktiviteter. Vi ser frem til en konstruktiv samtale om, hvordan vi bedst kan bidrage til kulturlivet, fællesskabet og medborgerskabet i Hvidovre, udtaler John Stahlschmidt Møller fra Risbjerggaard Gruppen.
Foreningen Risbjerggaard Gruppen har siden marts 2026 søgt om godkendelse som folkeoplysende forening, med henblik på at kunne afholde offentlige, entrégivende kulturarrangementer i Kulturhus Risbjerggaard – blandt andet vederlagsfrit. Men administrationen i Hvidovre Kommune vurderer, at foreningens vedtægter og aktiviteter ikke opfylder kriterierne for folkeoplysende foreninger efter Folkeoplysningsloven.
Administrationen anbefaler i stedet, at Risbjerggaard Gruppen godkendes som kulturel forening jf. Hvidovre Kommunes regelsæt. Dette ville give foreningen mulighed for at låne kommunale faciliteter, herunder lokaler i Kulturhus Risbjerggaard. Godkendelsen som kulturel forening ville dog ikke give ret til vederlagsfrit lån af lokaler til entrégivende arrangementer, da sådanne aktiviteter som udgangspunkt skal afvikles på markedsvilkår for at undgå konkurrenceforvridning.
Politisk behandling
Sagen har været forelagt Kultur- og Fritidsudvalget to gange, den 4. maj 2026 blev sagen udsat, da administrationen skulle udarbejde en juridisk vurdering af, om foreningen kunne godkendes som folkeoplysende. I mandags den 1. juni 2026 blev sagen igen udsat. Denne gang inviteres Risbjerggaard Gruppen til dialog med udvalget på det kommende møde 10. august 2026.
Risbjerggaard Gruppens hovedformål er ifølge vedtægterne at fremme et levende og inkluderende kulturliv i Hvidovre, med særligt fokus på Kulturhus Risbjerggaards rolle som et centralt mødested for kultur og fællesskab. Foreningen har 35 aktive medlemmer, hvoraf 33 bor i Hvidovre Kommune.
Administrationen vurderer, at foreningens aktiviteter – primært entrégivende koncerter og events – har karakter af kulturproduktion og er nært relateret til kommerciel kulturvirksomhed og underholdning. Derfor opfylder foreningen ikke kriterierne for folkeoplysende arbejde, som blandt andet skal fremme demokratiforståelse, aktivt medborgerskab og folkeoplysning.
Fremtidige muligheder
Hvis Risbjerggaard Gruppen godkendes som kulturel forening, vil foreningen kunne låne kommunale lokaler til aktiviteter, der understøtter foreningens formål. Dog vil foreningen ikke automatisk have ret til at afholde entrégivende arrangementer eller benytte kulturhusets tekniske udstyr. Dette skal aftales specifikt med kommunen for hver gang.
Foreningen har fået tilbud om at indgå i Kulturhus Risbjerggaards kommunalt drevne brugerfællesskab, men har valgt at udvikle og afholde aktiviteter i eget navn.
Hvidovre Kommune arbejder aktuelt på at revidere og ensrette de kommunale retningslinjer for lån af kommunale lokaler. Et nyt regelsæt forventes forelagt til politisk behandling efter sommerferien.
red
