Nye regler på vej om lokaleudlån?
Kommunalt dilemma: Hvad er kultur og hvad er folkeoplysende – og hvor er skillelinjen?
NYHEDER: Den megen kritik omkring udlån af kommunale lokaler til foreningsarrangementer m.m., samt ikke mindst administrationens holdning til – og mener flere – favorisering af enkelte foreninger, har været på dagsordenen i Kultur- og Fritidsudvalget.
Formanden Mikkel Dencker oplyser, at der nu arbejdes med en revision af de kommunale retningslinjer for lån af kommunale lokaler. Formålet er at skabe større klarhed og mere ensartede regler på området. Det er planen, at udvalget skal tage stilling til det reviderede regelsæt efter sommerferien.
Kultur og det folkeoplysende
Den seneste tids debatindlæg i Hvidovre, bl.a. fra Risbjerggaard Gruppen blev også drøftet.
Omkring gruppens ansøgning om at blive godkendt som folkeoplysende forening i Hvidovre, anbefalede administrationen, at Risbjerggaard Gruppen kunne godkendes som kulturel forening, men ikke som folkeoplysende forening. Anbefalingen kom bl.a. med baggrund i en beslutning, som blev taget i Kultur- og Fritidsudvalget tilbage i 2019. Her besluttede det daværende udvalg, at foreninger, hvis hovedformål er kulturproduktion; herunder afholdelse af aktiviteter som musik, foredrag, dans og lignende, ikke skal godkendes som folkeoplysende, men som kulturelle foreninger.
Om dette siger udvalgsformand Dencker:
– På det seneste Kultur- og Fritidsudvalgsmøde tog vi i udvalget administrationens faglige vurdering til efterretning. Samtidig var der blandt de politiske medlemmer et fælles ønske om at få sagen belyst yderligere, før der træffes en endelig beslutning. Derfor besluttede Kultur- og Fritidsudvalget at udsætte afgørelsen og anmode administrationen om at udarbejde en egentlig juridisk vurdering af, om Risbjerggaard Gruppen kan godkendes som folkeoplysende forening inden for de gældende lovmæssige rammer.
– Den politiske behandling af sagen er derfor ikke afsluttet. Udsættelsen skal ses som et udtryk for, at udvalget ønsker et mere solidt og præcist beslutningsgrundlag, så både foreningens ønsker og de regler, der gælder for folkeoplysende foreninger, kan vurderes grundigt og korrekt, før vi fra politisk side kan træffe en endelig afgørelsem slutter Mikkel Dencker.
red
