Øjenvidneberetning: – Det var ren luksus, da jeg startede...

​​​​JUBILÆUM: Det var ikke kun bygningerne, der var helt nye og moderne, da Hvidovre Hospital åbnede for de første patienter og medarbejdere i 1975. Noget af det første, der slog den 22-årige lægesekretær Pia Frydshou, var den moderne teknologi.

– Det var ren luksus, da jeg startede. Der var nye røde IBM-skrivemaskiner med kuglehoved og slettetast, og vi havde EDB-systemet ELKOM. Men når patienterne skulle raseres (barberes, red.) før operationen, ringede vi stadig til frisør Louis i Vandrehallen og bestilte, hvilken del af kroppen han skulle komme op og ordne, fortæller Pia Frydshou, som i dag er 72 år og gik på pension i 2021.

Moderne design – så længe det varede

Pia Frydshou startede sin karriere på Bispebjerg Hospital, men hun og hendes kolleger skulle flytte til Hvidovre Hospital, da det stod klar. Ud over den moderne teknologi ventede også topmoderne bygninger og indretning. Der var fx Arne Jacobsen-stole, PH-lamper og B&O-tv i Vandrehallen.

– Men en dag kom der en flok blå mænd og skruede TV ned og fjernede møbler. Ingen spurgte om noget. Man troede, at de skulle reparere tingene, men de kørte dem stille og roligt ned til en ventende lastvogn i P-kælderen og forsvandt, fortæller Pia Frydshou.

Lidt for underholdende stuegang og solrige kaffepauser

Pias første år bød i det hele taget på både alvor og en del grovkornet humor. På stuegang blev lægernes irritationer over hospitalets børnesygdomme dikteret direkte som breve til administrationen, og nogle læger var mere underholdende, end Pia brød sig om.

– Fx var der en læge, der kaldte alle os sekretærer ind på sit kontor, når en patient skulle have en næse-korrektion. Patienten sad i kontoret, og vi blev stillet op på række, og så gik han rundt med sin pegepind på vores næser og spurgte patienten: ”Skal den se sådan ud eller sådan ud eller …” Det var frygteligt ydmygende for patienten...

Samtidig var der dog masser af gode stunder, og Pia husker glad tilbage på – de lidt lange – kaffepauser i lysgården om sommeren:

 – Vi var så solbrændte, så folk troede, at vi havde været på Mallorca. Men vi havde bare været på arbejde...

Et nej kostede et brækket håndled

I 1984 kom Pia til Ortopædkirurgisk Afdeling, der viste sig at være en livlig arbejdsplads med fredagsfrokoster og julefrokoster, der blev holdt i ambulatoriet. Én julefrokost endte med slåskamp mellem en læge og nogle portører, og Pia brækkede håndleddet, da en læge skubbede hende omkuld midt i en dans, fordi hun ”ikke gik med på hans forlangende,” som hun beskriver det.

Den tilgang fra nogle personer til yngre kvindelige kolleger ændrede sig igennem årene, ligesom hospitalet gennemgik andre forandringer, som udviklingen skred frem:

Fra mikrofilm til Sundhedsplatformen, fra frokost-øl til nul-alkoholpolitik, fra grov patienttone til øget respekt. Da Pia i 1994 blev ledende lægesekretær, kom de kommende år til at handle om fusioner, ledelsesopgaver, teknologiske skift og en omskiftelig sundhedssektor.

​Lægesekretærerne er den røde tråd i den hvide verden

Noget er hun glad for er fortid, noget savner hun, og noget forandrer sig ikke, hvis du spørger Pia:

– Lægesekretærerne var limen. Det er vi stadig. Den røde tråd i den hvide verden...

Det hun savner mest?: Kaffepauserne, som skabte et godt fællesskab.

– Trivsel starter med tid til hinanden, siger hun. Et simpelt princip, der var en stor del af hendes 46 år på Hvidovre Hospital.

– Jeg har aldrig haft én dag, hvor jeg var ked af at gå på arbejde, slutter hun. ​