OMSORG IKKE ET SPØRGSMÅL OM STØVSUGERE

OMSORG IKKE ET SPØRGSMÅL OM STØVSUGERE

– det er et spørgsmål om værdighed, skriver CARSTEN PROVSTGAARD:

LÆSERDEBAT: Debatten om robotstøvsugere og ældrepleje i Hvidovre er blevet et symbol på noget langt større. For os i Moderaterne handler det ikke kun om tekniske hjælpemidler, men om den grundlæggende respekt for det enkelte menneske.

I Hvidovre skal ældre ikke føle, at de bliver mindre værd, fordi de bliver gamle. Vi skal insistere på en værdig alderdom, hvor teknologiske hjælpemidler kan være et supplement – men aldrig en erstatning for menneskelig omsorg.

Vi anerkender, at ressourcerne i ældreplejen er pressede. Men det må aldrig føre til, at teknologiske løsninger bliver brugt som et skjold mod at give reel hjælp. Der skal være tid til den ældre, der har brug for en hånd at holde i – ikke bare en maskine, der gør rent.

Sagen om robotstøvsugeren har rejst en vigtig diskussion. For hvad er det egentlig for en ældrepleje, vi ønsker i Hvidovre?

Moderaterne mener:

At ældreplejen skal tage udgangspunkt i den enkelte borger og deres behov – ikke i standardiserede pakker.

At der skal være frit valg og respekt for det personlige ønske: Siger man nej til en robotstøvsuger, skal det ikke medføre mistet hjælp.

At medarbejderne i ældreplejen skal have bedre rammer, så de kan bruge tid på det, de er bedst til – at være nærværende og skabe tryghed.

At vi skal investere i både mennesker og teknologi – men aldrig lade det sidste stå alene.

Vi står midt i en omsorgskrise, og den løses ikke ved at spare på den menneskelige kontakt. Den løses ved at gentænke ældreplejen – med respekt, medmenneskelighed og med blik for fremtiden.

Vi i Moderaterne vil en ældrepleje, hvor værdighed og valgfrihed går hånd i hånd. Det skylder vi dem, der har bygget det samfund, vi lever i.

Carsten Provstgaard,

spidskandidat for

Moderaterne i Hvidovre

menu
menu