Overraskelsen hos Socialdemokratiet
UGENS KOMMENTAR af Niels Erik Madsen
KOMMENTAR: Det ser ud til at de ”truende skyer” der har præget atmosfæren hos de lokale socialdemokrater er ved at lette.
Lang tid før lørdagens kredsgeneralforsamling havde flere af de ledende sagt fra, blandt andre formanden og kassereren.
Det lignede altså et alvorligt tilbageslag for partiet, samtidig med at kommunalvalg, regions- og folketingsvalg jo heller ikke havde været opmuntrende med tab af mandater til følge.
Men organisatorisk har det hele nu udviklet sig i en positiv retning, lyder det glade budskab. Generalforsamlingen bød nemlig på et par overraskelser, da de detroniserede og skuffede lokale toppolitikere tog roret og indvilligede i at tage en tørn på organisationsområdet. Maria Durhuus skifter Christiansborg ud med det vigtige formandskab, ligesom Nicolai Kampmann og Helle Adelborg meldte sig ”under fanerne” til bestyrelsen.
Nu skal fokus rettes mod politikformulering, organisationsoptimering og informationsformidling i et optimistisk lys, meddeler den nyvalgte kredsbestyrelse.
nem