Parkeringsforhold skal forbedres

Nu påbegyndes det indledende arbejde – manglende p-pladser ved Multihuset indgår i undersøgelse
NYHEDER: Manglende p-pladser og for mange biler generelt har længe været en debat blandt Hvidovres borgere og politikere.
Sidstnævnte besluttede derfor med seneste budget at afsætte i alt 15 mio. kr. til at løse nogle af de mange problemer, som øget bilisme og mange biler per borger i Hvidovre afstedkommer.
Helt konkret skal der ses på, hvordan der kan etableres flere p-pladser ved Multihuset, hvor der eventuelt kan placeres et p-hus og hvordan en p-licensløsning kan indføres i Hvidovre. Foreløbig har har Klima-, Miljø- og Teknikudvalget besluttet at godkende, at der frigives 1,5 mio. kr. til de indledende undersøgelser.
– De 1,5 mio. kr. der søges frigivet, er midler til rådgiverydelser til tre hovedopgaver, 1) projektering af bedre udnyttelse af parkeringsområdet ved Multihuset på Høvedstensvej 45, 2) bistand med at analysere mulighederne for etablering et parkeringshus i et stationsnært område og 3) bistand til generelt at analysere muligheder omkring p-licenser, timebegrænsede zoner, indsamling af parkeringsdata ved Avedøre og Åmarken Station, står der i sagsfremstillingen.
Baggrunden for opstarten med arbejdet udspringer af budgetaftalen for 2025-2028, hvor en samlet kommunalbestyrelse var enige om at forbedre p-forholdene i kommunen.
– Parkeringsforholdene skal både forbedres, ved at de fysiske parkeringsmuligheder udvides og optimeres, samt ved at der arbejdes videre med p-licenser, zoner med korttidsparkering mv. Der skal senest i 2025 fremlægges en politisk sag herom. Der vil senere blive fremlagt sag til beslutning om prioritering af resten af puljen for 2025, står der desuden i sagsfremstillingen.
Udfordringer ved Multihuset
Et af de steder, hvor det allerede er besluttet at udvide og forbedre parkeringsforholdene, er ved Multihuset på Høvedstensvej nr. 45, hvor flere funktioner under Center for Sundhed og Ældre nu er samlet.
– Det giver udfordringer ift. parkering og fremkommelighed, og derfor er der brug for at skabe flere p-pladser og udnytte arealet bedre, beskrives det i dagsordenen.
Hvad angår analyse af muligheder for et parkeringshus i et stationsnært område har Hvidovre Kommunes administration fået bistand fra Rambøll om, det er infrastrukturmæssigt meningsfuldt at etablere et p-hus i et stationsnært område. Ligeledes vil der blive brugt ekstern bistand til at se på, hvordan p-licenser og p-zoner kan give mening.
– Med ekstern bistand udføres der parkeringsanalyser ved Avedøre Station og Åmarken Station, med brug af digital nummerpladegenkendelse. Dette gennemføres for at finde ud af, i hvilken udstrækning kommunale p-pladser i Hvidovre bruges som pendlerparkering for andre kommuners borgere. Midlerne anvendes på dataindsamling og analyser, der kan danne grundlag for anbefalinger ift. evt. fremtidig implementering af p-licenser, beboerlicenser eller p-zoner, står der i sagsfremstillingen.
Ud over de tre problemområder arbejdes der desuden kommunalt med parkeringsforholdene ved Avedøre Station samt ved børneinstitutionerne Tumlehuset og Vildmarken (tidligere de to institutioner Manegen og Humlebien, red.).
Har man som borger input til, hvor der er parkeringsproblemer i Hvidovre, vil der fra starten af maj være mulig for at bidrage på Deltag Hvidovre.
Foto: Der skal nu ses på hvordan der kan etableres flere p-pladser ved Multihuset på Høvedstensvej.
red